Folk dræbte 18 Mand, bemægtigede sig al Ledingskosten og brændte Langskibet. Torsdagen (den 20de) lykkedes det Erling at komme videre, dog ikke længer end til Yxnø, strax vestenfor Harø, hvor han maatte overnatte. Men her fik man den velkomne Efterretning fra Throndhjem, at Kong Inge den følgende Dag (Fredag) skulde højtideligholde sin Syster Sigrids Bryllup med den oftere omtalte Lendermand, Thorgrim af Ljaanes fra Søndhordland, hvortil Kongens Brødre og en Mængde fornemme Mænd vare komne sammen. Det var al Udsigt til, at man under Bryllupslystigheden kunde finde den aller bekvemmeste Lejlighed til et Overfald, og maaskee faa dem dræbt alle tilhobe. De fik ligeledes høre, at Birkebeinerne havde bygget et Langskib i Vedø. Did sendtes derfor Philip af Veigen og Thord Dokka med to Skuder, medens den øvrige Flaade Fredag Morgen roede nordefter til Lyngvær, mellem Sandø og Aukra. Om Aftenen slog endelig Vinden om, og da hvert Øjeblik var kostbart, lettede de strax Anker, og sejlede om Natten først til Sveggesund, hvor Vinden blev saa heftig at de maatte tage et Reb i Sejlene, derpaa til Vedø mellem Hiteren og Ørelandet, hvor de lagde bi for at holde Maaltid og raadslaa. Imidlertid vare Philip og Thord Fredag Aften komne til Byen Vedø, hvor de lagde sig i den ydre Vaag. Skuden eller Langskibet, hvorom der var Tale, laa i den indre; det lykkedes dem at faa det opbrændt, og bemægtige sig den af Sysselmanden Jon Angrad der samlede Leding foruden meget andet Gods, men kun faa af hans Folk faldt i deres Hænder, da de ej kunde gjennemsøge Byen førend næste Morgen, efter at det var blevet lyst, og de fleste tilstedeværende Birkebeiner imidlertid havde reddet sig ved Flugten. Dette forsinkede dem imidlertid saaledes, at de ikke kom til Sveggesund førend ud paa Dagen, da de øvrige allerede vare langt borte. Der blev nu raadslaaet meget ivrigt mellem disse, om man skulde oppebie Philip og Thord, saavel som to andre Skuder, der allerede vare blevne tilbage syd i Fjordene, eller om man strax skulde drage videre med den Styrke, man havde. Arnbjørn Jonssøn og Reidar Sendemand stemte for det første, men Erling meente, og med Rette, at det var bedre at komme med 14 Skuder til Byen i denne Nat, end med dobbelt saa mange Morgenen efter. Og denne Gang fik han endelig sin Vilje frem. Man hejsede Sejl, og kom netop mod Aftenen ind under Agdenes. Her ordnede de alt til det forestaaende Angreb. Lodin Stallare foreskrev, hvorledes det skulde skee. „Nu gjelder det,“ sagde han, „at vise Mands Mod og Hjerte. Naar vi komme til Byen, skulle vi lægge til ude ved Øren, lige for Gildeskaalerne, og gaa i Land, hvad der saa kan være i Vejen; det er bedre at falde med Tapperhed, end endnu længere at maatte strejfe langs Kysten; fly vi, kunne vi være forvissede om, at ej alene Birkebeinerne, men ogsaa Bønderne ville forfølge os. Nu er der imidlertid
