Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/503

485

1205. Kongesønnen Haakons farlige Rejse gjennem Oplandene.

samme Aars Sommer var i Viken, ja endog i Sarpsborg, kun et Par Mile borte, og alle Bagler, Biskop Nikolas iberegnet, havde flygtet til Danmark. Man kan neppe forklare det paa anden Maade, end at Thrond da endnu ikke havde betroet sig til Erlend, eller at de endnu ej vare blevne enige om, hvad de vilde gjøre, eller og at de frygtede den ærgjerrige Haakon galen, som da var tilstede, og helst vilde oppebie en Tid, da Kong Inge var alene. De rejste saa hemmeligt som muligt til Oplandene, og kom Juleaften til Hamar, hvor de toge sin Tilflugt til de nys nævnte Sysselmænd, Frederik Slafse og Gjavvald Gaute. Men hvor meget de end søgte at holde sig skjulte, fik dog Biskop Ivar et Nys om deres Ankomst, og at de havde en Kongesøn hos sig. Han indbød, tilsyneladende nok saa venskabeligt, Inga til at tilbringe Julen hos ham med sit Søn, især da han, som han sagde, var beslægtet med ham. Men Birkebeinerne havde ingen Tiltro til hans glatte Ord, da han altid havde været en afsagt Fiende af Kong Sverres Æt. De svarede derfor nok saa høfligt, at Kongesønnen og hans Moder vare alt for trætte efter Rejsen, til at kunne være i talrigt Selskab: derimod skulde de efter Julen benytte sig af Indbydelsen. Men allerede anden Juledags Morgen lode Sysselmændene spende for tre Slæder, og sendte Moder og Søn i al Stilhed til Lillehammer; der tilbragte de Julen hemmeligt paa en liden Gaard i Nærheden, imidlertid stevnede Sysselmændene alle de Birkebeiner til sig, der laa paa Thoten og de øvrige nærmeste Bygder, og sendte dem efter Julen til Lillehammer for at tjene Drengen til Bedækning paa hans videre Rejse. I de sidste Dage af Januar (1206) brøde de op fra Lillehammer. De lagde ikke Vejen gjennem Gudbrandsdalen, maaskee fordi de der ikke troede sig sikre for Biskoppens Efterstræbelser, men toge lige til Fjelds for at komme over til Østerdalen og derfra drage videre nordefter. Paa denne Fjeldvandring lede de usigelig ondt af Uvejr, Frost og Snefog, og det er næsten et Under, at det spæde Barn kunde overstaa det. Stundom maatte de endog ligge ude om Natten i Skove og Ubygder. Den første Kveld blev Snefoget saa slemt, at de ikke vidste ud eller ind; da maatte de lade tvende af de bedste Skiløbere i Flokken, Thorstein Skevla og Skervald Skrukka, drage forud med Drengen, og med et Par kjendte Bønder til Vejvisere, for at Barnet snarest muligt kunde komme i Huus. Dette lykkedes dog ikke, thi de Udsendte kom ikke længer end til nogle øde Sæterlader i Naverdalen, hvor de maatte ty ind, slaa Ild og skaffe Barnet saa taaleligt Leje, som det efter Omstændighederne lod sig gjøre. Vejviserne vendte tilbage til de øvrige, og bragte dem ved Midnatstid til den samme Lade; men den var saa skrøbelig, at da det var blevet varmt der inde og Sneen paa Toget smeltede, dryppede det overalt, saa at de fleste fandt det bedre at være ude end inde. Man havde intet andet at give Barnet end smeltet Sne. Den følgende Dag laa Sne-