han slap saa godt. Syv Dage derefter var Jon til Gjestebud paa Forsøle[1]. En Morgen tidlig gik han selv anden til Kirken, men imidlertid havde Thrond, der tørstede efter Hevn, lagt sig selv 8de i Baghold paa en Højde i Nærheden, for at lure paa ham; ved at see ham gaa til Kirken, brød han strax frem, og indhentede ham ved Indgangen. Jon kom vel ind, og løb op til Choret, men den forbitrede Thrond ensede ikke Kirkefreden, og kastede et Spyd efter ham, hvoraf han blev saaret. Jon søgte nu at komme ud af Chorsdøren, men Thrond satte efter ham, fældte ham paa Ageren nedenfor Kirken, og hugg Hovedet af ham. Jons Lig blev bragt til Kongehelle og begravet ved Klosteret, men Thrond begav sig til Birkebeinerne. Jons Drab blev siden hevnet af hans Broder Gunnbjørn (kaldet Jonsbroder) og Salve Disessøn. De dræbte, siges der, ni Mænd og hugg Foden af syv[2]. Om Thrond og hans syv Mænd end vare blandt disse sexten, hvorom intet meldes, saa vare dog de øvrige aatte uskyldige i Drabet. Men naar een enkelt Mands Drab, forskyldt ved hans egen Tøjlesløshed, kunde have saa blodige Følger, kan man lettelig forestille sig, hvor mange Voldshandlinger og Blodsudgydelser af mindre Udstrækning der for øvrigt maa have fundet Sted, men som Sagaskriveren ikke har fundet det Umagen værdt at omtale. Og alt dette kom deraf, at Landet efter Kong Haakons Død ikke havde nogen Konge, hvis Rettighed til Tronen var anerkjendt af alle Partier: den eneste Betingelse for Gjenoprettelsen af almindelig Landefred.
Men just som Ufreden havde naaet denne foruroligende Højde, aabnedes der en uventet Udsigt til blidere Dage under en retmæssig Tronarving, der kunde træde i Haakon Sverressøns Fodspor og ligesom han staa over alle Partier. Noget efter Juul begyndte man i Throndhjem, og Omegn, at tale om at en Skare Bevæbnede skulde være kommen søndenfra over Fjeldet ned i de øvre Dele i Gauldalen, og at de skulde have en Kongesøn imellem sig. Men ingen vidste, hvilken Konges Søn dette skulde være, ja man var ikke engang ret klog paa, hvilket Parti hans Ledsagere skulde tilhøre. Mange frygtede for at det var en ny Oprørsflok, der kom med Ufred, ligesom saa mange andre Flokke, der havde
