mere krigersk, og raadede til at oppebie Birkebeinerne; de fleste af Baglerne bifaldt hans Ord. Men Biskoppen sagde, at hvis han vilde give sig i Kamp med Birkebeinernes Søborge – saa kaldte han Skibene – vilde det nok være sidste Gang, han førte Befalingen; man burde heller sætte Sejl til, og drage til Viken, for der at stride med Birkebeinerne, om de kom efter. Dette Raad, der halv om halv var en Trusel, blev fulgt. Biskoppen lod strax Tjeldingerne tage ned paa sit Skib, og var den første til at sætte ud af Vaagen. De øvrige fulgte, den ene efter den anden, og saaledes sejlede de Dag og Nat, indtil de kom til Tunsberg, hvorfra Biskoppen begav sig ind til Oslo. Kort efter at Baglerne havde forladt Bergen, indtraf Birkebeinerne med en betydelig Styrke og store Skibe, men da Vinterdag allerede var forbi, fandt de det ikke raadeligt at forfølge Baglerne, og vendte tilbage igjen til Throndhjem, hvor Kongen og Jarlen tilbragte Vintren, medens Baglerne holdt sig i Viken, Nikolas i Oslo og Erling i Tunsberg. Imidlertid hvilede ikke Vaabnene. Begge Partier sendte forskjellige Troppe-Afdelinger til Oplandene, der strejfede om hist og her, og søgte ved alskens Overfald og Smaafejder at tilføje hinanden al den Skade, de kunde. Saaledes nævnes blandt Anførerne for Birkebeinernes Strejfhobe Ulf Hane, Harald Rum, Gudleik Flotbytta, blandt Baglernes Thoralde Augessøn, Gudleik Skreidung, Benedikt af Gumanes hjemme paa Ringerike, og Jon Gridmand paa Valdres. Disse overfaldt om Vintren en af Inges Tilhængere, ved Navn Narve Spjot, der ligeledes synes at have holdt til paa Valdres. Han selv blev dræbt med mange af sine Mænd, de øvrige undkom til Sogn. Biskop Nikolas sendte en Skare op til Valdres, for at bemægtige sig Baard Guthormssøns Sønner, Kongens Halvbrødre, Guthorm og Skule, der opfostredes hos deres Morfader Erling paa Kviden. Denne fik i Betids Nys herom, og sendte strax Drengene bort til en afsides Skovbygd, hvor de forbleve i god Behold, saa længe Baglerne vare der oppe; da disse med uforrettet Sag vare vendte tilbage, sendte han dem til Kong Inge, hos hvem de siden forbleve.
Denne samme Vinter efter Julen (altsaa i Januar 1205) holdt Haakon Jarl endelig Bryllup med Fru Christina[1], hvad enten han nu ligefrem trodsede Erkebiskoppens Forbud, eller havde erhvervet pavelig Dispensation, eller havde faaet Erkebiskoppen overtalt til at give sit Samtykke. Det sidste er ikke usandsynligt, thi den gamle, blinde Erkebiskop følte sig nu saa svag og træt efter mange Gjenvordigheder, at han ende-
- ↑ Den kortere Kongesaga Cap. 4 lader, urigtigt, Haakon egte Christina allerede før Kong Guthorms Død.
