Mange Bagler flygtede derfor strax fra Landet, og søgte, hvad der i denne Partistridighedernes Tid saagodt som faldt af sig selv, strax at danne en Oprørsflok. Høvdingen for en saadan var allerede tilstede. Endnu i Kong Sverres Tid havde der i Danmark fremstaaet en Mand ved Navn Erling, og paastaaet at han var en Søn af Kong Magnus Erlingssøn. Da Sverre[1] fik dette at høre, sendte han strax Mænd til Danmark for at opsøge ham, hvilket foranledigede Erling til at flygte op til Gautland. Men Sverre underrettede strax sin Svoger Kong Knut om, at en saadan Person fandtes i hans Rige, og at han rimeligviis, som foregiven Søn af Kong Magnus, vilde yppe Ufred i Norge. Knut lod ham strax gribe og sætte i Taarnet, eller som det kaldtes, „Steenveggen“ paa Visingsø i Vetteren. Om han virkelig havde næret saadanne Planer, som Sverre angav, siges ikke, men det er højst sandsynligt, og man erfarer i det mindste at enkelte af Magnus Erlingssøns forrige Tilhængere maa have samlet sig til ham, thi en af dem, Simon Kyr, blev indsat med ham i Fængslet. Efter at Erling havde siddet fangen der i nogen Tid, lykkedes det ham at overtale et Fruentimmer, der bragte ham Mad om Dagen, til at være ham behjelpelig med at flygte. Hun skaffede nogle Lagener, disse bleve skaarne i Strimler, Enderne knyttede sammen, og saaledes et Slags Toug bragt i Stand, med hvilket hun hidsede ham ned gjennem en Glugg; imidlertid havde de ikke ret beregnet Højden, thi da han skulde slippe Touget og hoppe ned, var Faldet saa dybt, at han brak Laarbenet, hvoraf han siden haltede. Imidlertid undkom han dog paa denne Maade, og begav sig øster til Jarnberaland eller Dalarne. Dette fik Kong Sverre at vide, og sendte nu atter Folk efter ham, med bedre Held, som det foregaves, end før, thi da de kom tilbage til Kongen, forsikrede de at de havde fundet Erling der i Jarnberaland og dræbt ham; til Beviis derpaa leve-
- ↑ Se Brudstykket af den vidløftigere Saga, Fornm. S. IX. 218, 219. Peder Claussøn har i sin Oversættelse saavel her, som hvor der tales om Erlings Drab i Dalerne, „Haakon“ i Stedet for „Sverre“, samt gjengiver Originalens „den samme Sommer, nu er omtalt,“ nemlig da Haakon var i Viken (1204) med „den samme Sommer,“ slet og ret, hvilket synes at antyde den samme Sommer, Erling blev dræbt; ligesaa staar der ikke, som i Originalen: „han foregav at han havde været nogen Tid i Vendland, og samme Erling sagde at han havde siddet i Steenveggen i Visingsø“, men højst unøjagtigt: „og havde nogen Stund været i Venden, og siden havde været indsat nogen Tid i et Taarn paa Visingsø“. Disse Fejl, der aabenbar ere fremkomne alene ved Skjødesløshed, men som dog have forvoldt de Historikere, der levede førend Brudstykkerne af Originalen opdagedes, meget Bryderi, ere uheldigviis ogsaa komne ind i den Bearbejdelse af Peder Claussøns Oversættelse, der er optagen i Aalls Snorre, S. III. 171. Den kortere Haakon Sverressøns Saga Cap. 2, anfører, aldeles urigtigt, og aabenbart ved en Fejltagelse, at Erling havde siddet fængslet i Vendland.
