ter fra denne Tid aldeles tause, og der fortælles ikke engang det mindste om den i judiciel Henseende vistnok heel merkelige Forandring, da Lovsigemandens Embede ombyttedes med en Lagmands, der nu blev fælles baade for Færøerne og Hjaltland. Men det er ogsaa muligt, ja endog temmelig sandsynligt, at denne Forandring ikke skede førend ved Lovrevisionen under Kong Haakons Søn og Sønnesøn. Det er ovenfor viist, at det ikke engang udtrykkeligt nævnes, naar Sverres Opdrager, Biskop Roe, døde, men at alene et Sagn paa Øerne selv henfører hans Død til 1190. Hans Eftermand, Svein, døde 1212[1].
Vi forlode Kong Haakon, da han, forsonet med Gejstligheden, fuldkommen anerkjendt over hele Riget, elsket af alle sine Undersaatter og, i det mindste tilsyneladende, forsonet med sin Stifmoder, begav sig til Bergen om Høsten 1203, for at tilbringe Vintren der. Man skulde have haabet, at en ny Fredens, Rolighedens og Blomstringens Tidsalder nu vilde have opgaaet for Norge, thi alle Betingelser dertil syntes nu at være for Haanden: almindelig Fred, en elsket og dygtig Konge, og en nidkjær Gejstlighed. Men det var anderledes bestemt. Norge skulde endnu i en Menneskealder prøve Borgerkrigens Rædsler, og Kongen skulde i sin fulde Ungdomskraft bortrykkes fra det Verk, han just nu var i Begreb med at begynde. Og Ulykken kom, som det synes, først fra hans aller nærmeste Omgivelser. Det viste sig snart, at Forsoningen mellem ham og Dronningen ikke havde stort at betyde, i det mindste fra Dronningens Side. Kongen viste hende den største Venlighed, og lod endog holde eget Bord eller Hof for hende og hendes Mænd, men hun kom kun sjelden til Kongens Bord, talte da kun lidet med ham, og viste sig mørk og alvorlig. Sin Datter, Jomfru Christina, beholdt hun hos sig. Fornemmelig var hun opbragt paa Peter Steyper og alle dem, der havde været med at hente Christina i Oslo; derimod var hun desto venskabeligere mod Haakon Galen, og tyede til ham i alt, hvad der laa hende paa Hjerte. De følgende Begivenheder vække uvilkaarligt den Formodning, at der har været mange mørke Planer afhandlede imellem dem, som Haakon Galen, om han end var for ridderlig til at ville deeltage i dem, ja om han endog har fraraadt dem, dog i det mindste ikke har aabenbaret, eller søgt at hindre saa ivrigt, som han burde, thi han var baade overvættes ærgjerrig, og dertil nu ganske hildet i Fru Christinas, Dronningens Systerdatters,
- ↑ De islandske Annaler ved dette Aar, jvfr. Antiqvarisk Tidsskrift 1849–51, S. 154, 155.
