med hvilken han om Vaaren kom nordover, og opslog sin Lejr i Eysteinsdal (Esteyndale), hvor dengang Katanes og Sutherland mødtes. Hans Telte, siges der, strakte sig hele Dalen endelangs, en betydelig Strækning. Harald samlede ogsaa paa sin Side Folk, og skjemt han fik 60 Hundreder (7200 Mand) sammen, saa han dog, heder det, ingen Mulighed af at holde Stand mod Kongen, der nu endog beredede sig at gaa til Søs og angribe Orknøerne. Han maatte da atter bekvemme sig til at aabne Underhandlinger og sende Mænd til Kongen med Fredstilbud. Kongen svarede, at Fred alene var at faa paa den Betingelse, at man udredede ham hver fjerde Pening, som fandtes paa hele Katanes (maaskee til Skadesløsholdelse af Kong Ragnvald, om hvis Fordringer der nu ej mere var Spørgsmaal, men som vist allerede havde udbetalt den tidligere fastsatte Kjøbesum eller en stor Deel deraf). Da Harald fik denne Besked, sammenkaldte han Høvdingerne og de mest anseede blandt Folket, for at raadslaa med dem om, hvad herved var at gjøre. Og da de ikke saa anden Udvej til at undgaa en ødelæggende Krig, gik de ind paa de haarde Vilkaar, saa at enhver, med Undtagelse af dem, der tidligere havde begivet sig til Kongen, betalte Fjerdedelen af al sin Ejendom. Saaledes maatte de stakkels Katnesinger i Ordets egentlige Forstand undgjelde for, hvad deres Fyrste havde forbrudt. Den Sum, som derved udbragtes, og udbetaltes Kongen, var 2000 Merker Sølv[1]. Villjam vendte nu tilbage til Perth, hvor Harald strax efter indfandt sig i egen Person, ledsaget af Biskop Roger, for tinder dennes Mægling at erholde Kongens Naade og indgaa Forlig. Dette lykkedes ham ogsaa ved Biskoppens og andre agtede Mænds Forbøn: han fik beholde Katanes paa de Vilkaar, hvorpaa han selv og Harald unge tidligere havde haft det, og med Hensyn til Biskoppens Mishandling maatte han edeligen forpligte sig til at adlyde den Dom, Kirken vilde fælde over ham[2].
Denne Dom gik dog, som det lader til, ikke saa meget ud over Harald, som over den for omtalte Lomberd, der ved Gaver eller Trusler maa være bragt til at paatage sig det mene af Skylden. Den, som indberettede Sagen for Paven, var Haralds Ben, Biskop Bjarne, og Harald havde desuden ved sin Gavmildhed til Kirken sat sig saaledes i Yndest ved Kurien, at Innocents selv i et tidligere Brev kaldte ham „sin
- ↑ Denne Sum angives af Fordun. Efter vore Forhold vilde den svare til en Værdi af henved 200,000 Spdlr., hvilket heller ikke er saa usandsynligt, naar der var Tale om Fjerdeparten af hele Formuen i Katanes.
- ↑ Fordun, (1711. 62 I. 516). Orkneyinga Saga S. 416–418. Buchanan (I. 7.) henfører den sidste Krig mellem Kong Villjam og Harald Jarl til Aaret 1199, og meddeler efter Boyse (Hector Boethius) følgende heel forvirrede Beretning: Rex reversus domum comitis Haraldi magna ex parte
