skotsk Beretning melder kun, at Mishandlingen ikke blev udført saa godt,som Jarlen meente, da det viste sig at Biskoppen nogenledes beholdt Mælet og Brugen af det ene Øje[1]. Besætningen paa Borgen aabnede Portene, og overgave sig paa Naade og Unaade. Efter Biskop Bjarnes Beretning blev derimod Borgen stormet, og de fleste af Forsvarerne dræbte. Jarlen straffede saavel dem som alle de øvrige Indbyggere af Katanes, der efter hans Mening især havde søgt at bringe Landskabet i hans Fienders Hænder, med haarde Straffe og store Pengebøder. Alle Katnesinger, der ej frelste sig ved Flugten, maatte, enten de vilde eller ej, sværge ham Underkastelses- og Troskabs-Ed. Den skotske Konges Sysselmænd eller Befuldmægtigede i Lenet maatte i Hast tage Flugten, og Harald inddrog alt deres Gods. Selv forblev han paa Katanes med en heel Deel Folk.
Sysselmændene begave sig lige til Kong Villjam, hvilken de traf i Perth strax før Juul (1201), fortalte ham, hvad der var skeet, og klagede over Tabet af deres Gods. Kongen blev, som venteligt var, yderst opbragt, og besluttede at tage følelig Hevn. De skulde, sagde han, faa dobbelt Erstatning for hvad de havde mistet, og lod virkelig strax enhver af dem give 25 Alen Klæde og en Mark Selv i engelske Penge[2]. Nu gik det ud over Haralds Søn, den ulykkelige Thorfinn, der siden:1192 havde hensiddet som Gissel[3], han blev blindet og gildet, og døde kort efter i Fængslet. Endnu ved Juletider sendte Kongen en Hær til Katanes, hvilken dog ikke udrettede tinget, da Harald trak sig tilbage til Orknøerne, men ved dens Bortgang strax kom igjen. Efter Juul gjorde Kongen større Udrustninger, og tilsagde Høvdingerne rundt om i Landet at møde frem med Tropper. Saaledes fik han en meget stor Hær samlet,
- ↑ Fordun, VIII. 62.
- ↑ Orkneyinga Saga S. 418.
- ↑ Orkneyinga Saga l. c. fortæller udtrykkeligt, at det skede under denne Krig. Fordun (3. l. c.) fortæller at da Thorfinn i 1197 var stillet som Gissel (se ovenfor), blev han „ikke længe efter, formedelst Faderens Troløshed, blindet o. s. v., samt døde i Fængslet.“ Heraf skulde det ved første Øjekast synes, som om Mishandlingen var skeet tidligere. Men da man ikke kan formode, at Kong Villjam, der ellers var en ret human Mand, vilde have skredet til en saa grum Handling uden den aller yderste Provokation, og en saadan ej synes at have været tilstede i den Fejde, Harald Jarl førte med Harald unge, som her var den første Angriber, er Sagaens Angivelse vistnok rigtig, ligesom da heller ikke fem Aar er en saa lang Tid, at Forduns Udtryk „ikke længe efter“ ej ogsaa skulde nogenledes passe derpaa. For øvrigt fejler Sagaen groveligen i at sætte alle disse Krige mellem Villjam og Harald Jarl tidligere end Øyrskegge-Fejden og Forliget i Bergen 1195.
der gaa „til St. Tredwall for at helbredes paa sine Øjne“ (to St. Tredwall to mend their ene).
