sig aldeles uvidende om eller udeelagtig i de af hans Søn Thorfinn øvede Fiendtligheder, og fremdeles givet de bedste Løfter. Thi Kong Villjam begav sig, som der fortælles, til Nairn, for af Haralds Haand at modtage de Fiender, denne havde lovet at udlevere; altsaa maa der vel have fundet nye Underhandlinger Sted imellem dem. Harald landede virkelig til den bestemte Tid ved Lochloy i Nærheden af Nairn, medbringende de oven nævnte Fiender; men Thorfinn var ikke med, og i Stedet for at udlevere dem til Kongen, lod han dem slippe bort, benyttende sig, som det synes, af Lejligheden dertil, da Kongen just var borte paa Jagt. Da Kongen seent om Aftenen kom tilbage, bragte Harald ham kun to Smaadrenge, sine Datter– eller Systersønner[1], i Thorfinns og Fiendernes Sted. Da Kongen spurgte, hvor Fienderne saavel som Thorfinn vare, skal Harald ligefrem have svaret: „hine tillod jeg at drage bort, fordi jeg vidste, at om jeg udleverede dem til eder, vilde de ikke undgaa eders Hevn, og min Søn Thorfinn kan jeg heller ikke stille som Gissel, da jeg ingen anden Arving har til mit Rige.“ Hvis ikke dette Svar – hvad der nok kan være muligt – er givet ved en tidligere lignende Lejlighed, og af den gamle Forfatter, der meddeler det, urigtigt henført til denne, kan det neppe engang nogensinde være givet, i det mindste ikke saaledes, thi Harald havde, hvad der maatte være Kong Villjam noksom bekjendt, foruden Thorfinn ikke færre end fire Sønner. Hvorom alting er, bød Kong Villjam, at han, siden han ikke havde overholdt det sluttede Forlig, skulde forblive i Fangenskab indtil hans Søn Thorfinn indstillede sig som Gissel i hans Sted, og erklærede derhos, at han til Straf fordi han havde ladet Kongens Fiender undslippe, skulde have forbrudt alt hvad han endnu havde i Len af den skotske Krone, det vil sige sin Halvdeel af Katanes. Kongen tog ham med sig og satte ham i Forvaring, efter en Beretning paa Edinburghs, efter en anden paa Roxburghs Slot, indtil hans Mænd fra Orknø kom med Thorfinn; da blev han sat paa fri Fod, og vendte tilbage til Orknøerne, Thorfinn derimod blev i hans Sted holdt i Forvaring som Gissel. Derpaa, heder det, sad Harald i Fred, indtil Harald unge, deraf Sverre havde faaet Halvdelen af Orknøerne – det er ovenfor viist, at denne Forlening efter al Sandsynlighed var skeet for Opeskegge-Fejden – kom til Øerne med en heel Deel Krigsmænd, hvoriblandt Sigurd Murt, en Søn af den i Slaget paa Ilevollene 1180 faldne Ivar Galle, og søgte med Vaabenmagt at tage sig til Rette. Ifølge Orkneyinga-Saga skal Harald unge først have sendt sin fornemste Raadgiver og højst betroede Mand, Livulf Skalle, der var gift med hans Syster Ragnhild, til Orknøerne for at anmode Jarlen om, med det gode at afstaa,
- ↑ I Latinen nepotes, der kan betyde baade Børnebørn og Nevøer.
