Moray og søgt at underlægge sig dette Landskab. Det synes besynderligt, at han vovede derpaa, efter at han saa nylig var bleven ydmyget af Sverre; man kan derfor ikke undlade at tænke paa nye Bevægelser i dette
til Moray, gjennemfoor Sutherland, Katanes og Ross, fangede Harald og satte ham paa Roxburgh, men forligede sig med ham, da han stillede Thorfinn som Gissel. Derimod nævner den intet om Mødet ved Nairn eller Haralds paafølgende Strid med Harald unge. Hoveden derimod fortæller at Kongen 1196 gik til Moray og Katanes, og erobrede Thorsaa, at Harald her faldt paa Knæ for ham, og gav Løfte om Udleverelsen af Fienderne og Thorfinn som Gissel, mod at beholde Halvdelen af Katanes, at Kongen gav den anden Halvdeel til Harald unge, og derpaa drog hjem, men „om Høsten“ (her synes samme Høst at være meent) kom tilbage til Moen, havde den Samtale med Harald, som ovenfor i Texten meddeles, og førte ham fangen med til Edinburgh, indtil Thorfinn indstillede sig i hans Sted. Der tales intet om den mellemkommende Fejde, eller om Slaget ved Inverness. Da begge Beretninger ere samtidige, er det vanskeligt at vide, hvilken man skal give Fortrinet, og vi have i Texten paa bedste Maade søgt at forlige dem. Imidlertid kan det ikke negtes, at der er større Sandsynlighed for at Hoveden, der skrev i England, har taget Fejl, end den melrosiske Chronist. Dersom man kunde antage, at Hoveden har forvexlet de Begivenheder i 1196 og 1197, hvorom hiin Chronist beretter, med en tidligere Fejde, der kunde have fundet Sted strax efter Donald Banes Fald 1187, og at saavel Haralds Knæfald efter Indtagelsen af Thorsaa, som Overdragelsen af halve Katanes til Harald unge, Mødet og Samtalen ved Nairn, og Haralds Fængsling paa Edinburghs Slot, ere at henføre did, vilde dette ej alene passe bedre med Harald unges Fremtræden og med Harald Jarls Ytring til Sverre 1195, at han havde faldt paa Knæ for flere Konger, men ogsaa forklare, hvorfor der paa et Sted nævnes Edinburgh, paa et andet Rorburghs Slot, og betage den Ytring, der lægges Harald i Munden, at Thorfinn var hans eneste Arving paa Orknøerne, det urimelige, den ellers vilde indeholde, thi det bliver da muligt, at Jon og David da endnu ej vare fødte, og hans Sønner med hans første Hustru, Henrik og Haakon, havde sandsynligviis forladt ham med Moderen, da han forskød denne. Vel kan det indvendes, at Harald paa denne Maade og under særdeles lignende Omstændigheder to Gange kommer i Fængsel og befries derved at Thorfinn indstiller sig i hans Sted. Men de daværende Forhold vare netop saadanne, at den dobbelte Fængsling og Befrielse uden mindste Usandsynlighed kan tænkes at have fundet Sted, medens tvertimod just denne Lighed kan have forledet Hoveden til at forvexle den første Fængslingshistorie med den sidste. Endelig maa det ikke oversees, at Hoveden omtaler Haralds Krig med Harald unge, der fandt Sted 1198, som om Harald Jarl siden sin Befrielse fra Edinburgh Slot og indtil Krigens Udbrud en længere Tid havde siddet i Fred og Ro, eller bruger i det mindste Udtryk, der ikke lade ane, at han neppe et Aar forud (i 1197) havde været fængslet; vi see i alle Fald, at Hoveden under det ene Aar 1196 omtaler Begivenheder der forefaldt i Løbet af flere Aar, thi de islandske Annaler bevidne udtrykkeligt, at Harald unge faldt 1198. Vi kunde saaledes vist med temmelig Føje antage, at den af Hoveden omtalte Fejde fandt Sted ved 1188; at Harald da sattes paa Edinburgh Slot, men kom paa fri Fad, da Thorfinn indfandt sig i hans Sted; at der siden enten sluttedes et yder-
