freka egtede den mægtige Johan af Courcy, der i 1177 havde gjort sig til Herre over Ulster i Irland. Roligheden synes ikke at have været forstyrret paa Man i den sidste Deel af Gudrøds Regjering, undtagen i 1182, da en vis Ragnvald, af den kongelige Æt, under Gudrøds Fraværelse hjemsøgte Øen i Spidsen for en heel Hob Folk, og dræbte nogle af dem, der vare satte til at forsvare Kysterne; det var upaatvivleligt hans Hensigt at opkaste sig til Konge, men allerede Dagen efter hans Ankomst samlede Indbyggerne sig imod ham, alle som een, og fældte ham med Størstedelen af hans Skare[1]. Gudrød døde den løbe November 1187, efterladende de tre Sønner, Olaf, Ragnvald og Ivar, af hvilke han allerede i levende Live havde bestemt Olaf, som egtefød, til sin Efterfølger, og ladet ham tage til Konge[2], paalæggende Manværingerne at vise ham ubrødelig Troskab. Men Olaf var mindreaarig, neppe 14 Aar gammel, Ragnvald derimod allerede en voxen, kraftig Mand, hvilken Manværingerne af den Aarsag langt heller ønskede til Konge. Tilsidesættende Gudrøds Bestemmelse sendte de derfor Bud til Ragnvald, der opholdt sig paa de nordlige Øer, maaskee som Statholder, maaskee og i et Slags Forviisning, og tilbøde ham Kronen. Han var ikke seen til at tage imod den (1188), og herskede nu i en lang Række af Aar med megen Anseelse, især som Kriger, thi det hed almindeligviis, at han var den mest krigerske Konge i alle de vestlige Lande, og at han engang tilbragte hele tre Aar paa de gamle Søkongers Viis, nemlig til Skibs, saa at han i al
- ↑ Ragnvald kaldes i den manske Krønike Søn af Eachniargadh; Aarstallet, som anføres, er 1172, men da det staar mellem 1176 og 1183, maa det være Skrivfejl for 1182.
- ↑ Dette siges ikke udtrykkeligt i den manske Krønike, men det sees deraf at denne taler om Troskabsed, som Indbyggerne havde svoret ham, og af at Ravn Sveinbjørnssøns Saga i 1202 kalder ham Konge.
gerne til at gjøre Johan af Courcy Modstand, og derfor siden blev fangen af ham, men løsladt; holdt et Koncil i Dublin, satte derfra over til Chester, og drog siden tilbage til Skotland, hvor han gjorde sig saa forhadt ved sin Pengebegjærlighed, at Paven maatte kalde ham tilbage. Han kom saaledes ikke til Norge, som det var bestemt. Dette have vi ej anseet overflødigt, udførligere at antyde, saasom man ellers let kunde fristes til at antage, at han virkelig havde været i Norge, og at han deels kunde være den Legat, der i et Par Afskrifter af Kong Haakon Sverressøns nys anførte Brev af 1202 urigtigt kaldes Fidantius, deels den „apostoliske Sædes Legat,“ der i Magnus Erlingssøns mistænkelige Brev af 1174, hvilket, som vi have seet, ogsaa henføres til 1176, nævnes strax efter Erkebiskop Eystein, hvis ellers hiin Titel ikke er en Apposition til Eysteins Navn, hvad der, hvis Brevet var egte, vanskeligt kunde antages, da Eystein, saa vidt vides, ej var særskilt udnævnt til Legat, og Erkebiskopperne endnu ej vare blevne, hvad der kaldes „fødte Legater,“ men hvilket Tillæg dog netop kunde tænkes tilføjet, hvis Brevet var falskt og affattet senere af en med Forholdene mindre bekjendt Mand.
