bestille, og hvor Uvilligheden til at erkjende den norske Konges Herredømme altid var størst, havde hans Arm dog ej strakt sig, ligesom det var at forudsee, hvad der og ganske rigtigt indtraf, at Harald Jarl selv ved den første den bedste Lejlighed, som tilbød sig, vilde prøve paa at afkaste Aaget, og saa vidt muligt erhverve sit tabte Vælde og sine Besiddelser tilbage. Vi have seet[1], at Kong Gudrød Olafssøn siden 1164 herskede i Man og en Deel af Syderøerne, medens hans Systersøn Duggall, Søn af Sumarlide af Argyll, efter Forliget af 1158 herskede i en anden Deel af Ø-Gruppen, sandsynligviis den, der laa Argyll nærmest: et Forhold der gav Anledning til mange Forviklinger. Det lader ikke til, at nogen af dem betalte Skat til Norge; og saalænge Tronkrigene i Norge gave Magthaverne her nok at bestille indenlands, er det heller ikke rimeligt, at hine Skattekonger skulde have været saa loyale, uopfordret eller utvunget at opfylde sine Lenspligter. Gudrød synes at have været en mægtig og anseet Fyrste, men beskrives ogsaa som haard og grusom; hans forræderske Ferd mod Kong Inge i Slaget ved Oslo er ovenfor omtalt. Gudrød var gift med Fingola[2], en Sønnedatter af hans forrige Fiende, den irske Konge Muirkertach, og havde med hende Sønnen Olaf, der fik det Fortrin fremfor Gudrøds to andre Sønner med andre Mødre, at han blev betragtet som egtefød, fordi hans Forældre i Aaret 1176, da han selv var tre Aar gammel, højtideligt bleve viede[3] i Paasyn af den pavelige Legat, Kardinal Vivian, som Alexander den 3die i dette Aar havde sendt fra Rom for at tilsee de kirkelige Anliggender i Skotland, Irland, Syderøerne, og, som det tillige hed, Norge, uden at det dog lader til, at han nogensinde er kommen hid[4]. Gudrøds Datter Af-
- ↑ Se ovenfor II. S. 940–942.
- ↑ Den manske Krønike. Om Muirkertach O’Lochlan, † 1166, se ovenfor II. 950.
- ↑ Vielsen forrettedes af Silvan, Abbed i Rieval, hvem Gudrød derfor gav et Stykke Land ved Myreskog, hvor Silvan oprettede et Kloster, eller rettere en Klostercelle, der dog siden sammensmeltede med Klostret i Russin.
- ↑ Om denne Vivian, Kardinal-Presbyter af St. Stephanus de monte Coelio, tales der paa flere Steder, nemlig i den melrosiske Krønike (og efter den hos Fordun), hos Villjam af Newbury III. 9, og fornemmelig hos Roger Hoveden (Savile S. 553), samt Bromton (Twysden S. 110), hvor der udtrykkelig siges at han foruden Skotland med Øer og Irland ogsaa skulde rejse til Norge. Gervasius af Canterbury (sammesteds S. 1443) fortæller, at han landede ved Dover, Bromton, at han ved Mariæ Magdalenæ Dag (22 Juli) landede i England uden Kongens Tilladelse, hvorfor denne lod ham betyde at han ej fik drage videre, uden at han aflagde Ed paa, intet at ville foretage sig imod ham; dette gjorde han strax, og fik nu Lejde og Anbefalingsbrev til Skotland. Derfra drog han ved Juletid til Man, og opholdt sig der 15 Dage, drog derfra til Irland, hvor han i Down ophidsede Indbyg-
