kalde Stilen i denne Oversættelse smuk og særegen, da den heelt igjennem bærer Præget af at være behandlet med den største Omhyggelighed, for at kunne opnaa den højeste Grad af Klassicitet og Velklang; paa mange Steder, hvor der i Udtrykket og Talen skal ligge en vis Pathos eller Højtidelighed, er den endog halv poetisk, med tydelig Stræben efter Alliteration. Den samme Stiil gjenkjender man fuldkommen i Indledningen i den ovenfor anførte Kundgjørelse om hans Forlig med Gejstligheden, og der kan saaledes ikke fornuftigviis være nogen Tvivl om Rigtigheden af hiin Sagas Udsagn. Men en saadan Færdighed i at behandle sit eget Sprog og Indsigt i Latinen kan han neppe have opnaaet uden ved flere Aars alvorlige Studium, og skjønt Kongespejlet, som vi have seet, i Almindelighed priser Kyndighed i fremmede Sprog, navnlig Latinen, ved Siden af Færdighed i Modersmaalet som nyttig eller endog uundværlig for Mænd af den bedre Klasse, der vilde frem i Verden, kan man dog vanskelig antage at Lægmænd i Almindelighed bragte det saa vidt, som Forfatteren af hiin Oversættelse maa have bragt det. I og for sig er det heller ikke saa besynderligt, om Biskop Roe tidlig er bleven opmerksom paa Dattersønnens gode Evner, og med Omhyggelighed bar søgt at uddanne ham for den gejstlige Stand, indtil Faderen lod ham hente til Norge. Der er al Sandsynlighed for, at dette ikke er skeet før 1184, saasom der i Aaret 1181, da Heklungerne havde overrumplet Birkebeinerne i Nidaros, kun er Tale om Sverres ældste Søn, Lavard (Unas eller Sigurd), hvis Opholdssted de vilde tvinge Stallaren Gudlaug Vale til at røbe, medens der dog, hvis Sverre havde haft begge sine Sønner i Norge, ogsaa rimeligviis vilde have været Tale om Haakon, der endnu mere end Sigurd var for ung til at kunne blive tagen med af Faderen paa det vovelige Tog til Oslo[1]. Da Haakon, som vi have seet, ikke nævnes som Høvding eller Deeltager i nogen af Faderens Bedrifter før 1197, da han var med i Slaget ved Oslo, er det endog temmelig rimeligt, at han ikke kom til Norge førend efter Morfaderen Roes Død, der skal være indtruffen omkring 1190[2], og under denne Forudsætning er det
- ↑ Se ovenfor, S. 140.
- ↑ Dette veed man kun af det færøiske Sagn, som meddeles i „Antiqvarisk Tidsskrift“ l. c. De islandske Annaler melde intet om Roes Død, men fortælle kun at han indviedes til Biskop 1162, og at hans Eftermand Svein døde 1212. Men Sagnet, der i det Væsentlige har Sandsynlighedens Præg, vil, at Sven blev Biskop 50 Aar efter Roe, det vil sige efter at denne var bleven udnævnt til Hjelpebiskop hos Matthias, omtrent 22 Aar før hans Død.
synes at ligge temmelig nær, at Haakon har været med at forfatte Kongespejlet, dog maatte man vel formode at han i saa Fald, ved at omtale Vesterhavets Merkværdigheder, ogsaa vilde have dvælet lidt nøjere ved Færøerne; denne Formening maa saaledes tilbagevises.
