at du faar saa meget større Lyst til at leve paa andres Bekostning, som du bliver oftere buden; thi derved udsætter du dig for at strengere Folk anseer dig for karrig og paatrængende, at de, som før vare dine Kammerater og Venner, blive dine Uvenner.“ …
„Du maa og, naar du staar for Kongen, passe paa, ikke tillige at tale med andre, saa at din Opmerksomhed unddrages fra hvad Kongen siger, ja at du maaskee endog nødes til at spørge op igjen, thi det lader altid ilde at være saa uopmerksom, at man maa gjentage hvert Ord for En, og dobbelt ilde i Samtaler med Fyrster. Det kan ofte hænde, naar man staar for en Fyrste, at andre imidlertid komme til og spørge om mangt og meget, deels af Mangel paa Levemaade, deels fordi de virkelig gjerne saa, at Vedkommende begik et Anstød. I slige Tilfælde bør du affærdige den ubetimelige Spørger med saadanne Ord som: „Vent lidt, gode Mand, saalænge jeg hører paa Kongens Tale; siden er jeg ganske til din Tjeneste.“ Taler han da fremdeles til dig, saa svar ham ikke, førend Kongen har endt sin Samtale med dig. Pas nøje paa at tiltale Kongen i Fleertal, men altid at omtale dig selv i Enkelttal. Hvis det skulde hænde, at Kongen siger noget, som du ej forstaar, saa at du nødes til at spørge op igjen, maa du hverken sige „haa?“ eller „hvad?“ men kun „Herre!“ eller om du vil bruge flere Ord: „Herre, lad det eder ej fortryde, at gjentage hvad I sagde til mig, thi jeg forstod det ikke tydeligt.“ Men lad det dog hænde sig saa sjelden som muligt, at Kongen skal behøve at sige dig en Ting mere end een Gang“[1].
Siden tales der om, hvorledes de, der ere optagne i den kongelige Tjeneste, skulle opføre sig. „Først og fremst,“ heder det, „er det at merke at du aldrig lader din Hu være uden Gudsfrygt, og elsk ham fremfor Alt, dernæst god Opførsel. Stræb at vær villig, retfærdig og beskeden i alle Dele. Erindre dig altid dit Endeligt, og vogt dig paa det omhyggeligste for alle Laster. Husk paa, at mangen. En lever kun en kort Stund, men hans Ry lever dog længe efter ham, og det kommer meget an paa, hvorledes Ens Eftermæle er. Nogle blive navnkundige af gode Gjerninger, og disse, samt deres Hæder, leve efter dem, om de endog selv dø. Andre derimod blive navnkundige af onde Gjerninger, og de bære deres Skam allerede i levende Live, saavel som efter Døden. De fleste høre dog til den store Hob, der falder af som Kvæget, uden at man hverken hører ondt eller godt om dem; men vær overbeviist om, at dette ikke er Menneskets Bestemmelse“ – – – – „Enhver skulde derfor, saa længe han lever, see til at efterlade Bedrifter der bevirkede, at han, naar han var død, altid blev omtalt med Ros, og aller mest paahviler dette Konger
- ↑ Kongespejlet Cap. 30–32.
