„Jeg har,“ sagde han, „haft mere Møje, Ufred og Fare af Kongedømmet, end Rolighed og Behagelighed, og det forekommer mig, som om mange kun af Avind ere blevne mine Fiender, hvilket Gud nu tilgive dem, og dømme imellem dem og mig, som i min hele Sag.“ Kort derefter døde han, Løverdagen den 9de Marts 1202. Hans Lig blev lagt til offentligt Skue, som han havde foreskrevet, med blottet Ansigt, og alle som een bevidnede, at de ikke havde seet noget Lig af fagrere Udseende end hans[1]. Siden blev det med megen Pragt jordfæstet i Christkirken paa den sydlige Side, hvor nemlig Veggen blev aabnet mellem Choret og Indgangsdøren, og Kisten indsat i Aabningen, der siden tilmuredes. Udenpaa fæstedes et Stykke Fløjel, og derover hængtes hans Merke, Skjold og Staalhue, ligesom der og i Veggen selv indfattedes en Kobberplade, paa hvilken der med Guldbogstaver stod nogle latinske Vers, der i Oversættelse lyde saaledes: „her ligger Kongernes Pryd, Troens, Ærens og Manddommens Støtte og Stolpe, Mønster og Forbillede, utrættelig Dygtighed, Fosterjordens og Fædrenerigets Værn og Forsvar, Kraft i dristige Raad, sine Fienders Skræk, Norges Hæder, sit Folks Berømmelse, Retfærdighedens Styrker, Lovens Hævder, alle Sines Lyst og Glæde“[2]. Men af Sverres saavel som de øvrige Kongers Gravsteder i
- ↑ Sverres Saga Cap. 180, 181. Sverres Dødsdag angives til den 9de Marts (Løverdag i Kvatemberdagene) saavel i Sagaen, som i Obituarierne, navnlig hos Langebek, Scr. R. D. II. 507. Strax efter heder det i Sagaen, og det i alle Afskrifter, at han døde octava idus Martii, d. e. 8de Marts, men dette er enten Fejlregning, eller den Time, paa hvilken han døde, faldt saa tidligt paa Dagen, at man, fornemmelig efter den nordiske Regning, kunde henføre den til den foregaaende Dag. Det er ellers noget besynderligt, at Sagaen omtaler hans Betjenelse med den sidste Olje og Henflyttelse paa Kongestolen som om den skede Onsdagen forud, thi det er dog ikke rimeligt, at han heelt fra Onsdag til Løverdag skulde have siddet i denne for en Døende saa ubekvemme Stilling. Stedet maa vel saaledes forklares, som om han den Dag lod sende Bud efter Presterne, men at Ceremonien først senere fandt Sted. I Angivelsen af Dødsaaret fejle ellers, merkeligt nok, alle Afskrifter af Sverres Saga, thi skjønt de udtrykkeligt sige at han var Konge i 25 Aar, og desuden Aar for Aar føre hans Historie ned til 1202, ja endog derhos angive, at Kong Knut i Danmark og Byrge Jarl i Sverige døde samme Aar, og at det var 18 Aar efter Magnus Erlingssøns Fald, nævne de dog enten 1190, 1195 eller 1215. Man kan alene forklare Fejlen deraf, at Tallet i det oprindelige Haandskrift har været noget utydeligt, saa at det er blevet læst fejl af Afskriverne, der overhoved vare lidet vante til at læse og behandle Talsifre. Sverres Død henføres ligeledes til 1202 i de islandske Annaler saavel som i Sturlunga Saga III. 17.
- ↑ Sverres Saga 182, Flatøbogen. At denne Gravskrift var forfattet paa Latin, sees noksom af Benævnelsen „vers,“ der bruges om dem i Sagaen, saavel som af Udtrykkene selv, der egentlig kun passe for Latinen.
