Tunsberg og sejlede i korte Dagsrejser til Bergen. Da holdt han allerede Sengen, og havde om Dagen for det meste sit Leje i Løftingen. Ved hans Side laa Reidar, for hvem han havde ladet rede Seng paa Højsædeskisten. Han havde nemlig særdeles Fornøjelse af at tale med den forstandige, vidt berejste Mand, og lod ham i alle Dele nyde samme Pleje, som sig selv. De ankom til Bergen lidt før Fasten, som dette Aar begyndte den 27de Februar, og Kongen lod sig strax bringe op til Borgen, hvor der blev beredt Leje for ham i Hallen. Under hans ikke lange Sygeleje var der som oftest kun faa Folk hos ham. Tirsdag Morgen den 5te Marts følte han sig dog smertefri, og havde svedet om Natten: da kom der mange Mænd og saa til ham. Da de fleste vare borte, kaldte han en, ved Navn Peter svarte, til sig, og sagde at han vilde fortælle ham en Drøm, han havde haft. „Det forekom mig,“ sagde han, „at en Mand kom til mig, den samme jeg saa ofte har seet i Drømme, naar jeg drømte sandt; jeg syntes at være mig bevidst, at jeg var meget syg og mat, og spurgte ham derfor hvad Ende han tænkte Sygdommen vilde faa: da gik han strax fra mig med de Ord: bered dig kun til at staa op, Sverre. Denne Drøm kan, som det synes, tages i to Betydninger, men hvordan det end gaar, vil det vel efter denne Sved skee hurtigt.“ – „Dette skjønner I Herre,“ svarede Peter, „vist bedre selv end nogen anden, men mig bæres det dog for, som om hiin Tale om at staa op, neppe sigter til andet, end til den Opstandelse, der skeer ved den yderste Dom.“ – „Det er ikke usandsynligt,“ svarede Kongen, og begyndte ogsaa at blive mattere ud paa Dagen. Den følgende Morgen (Onsdag i Kvatemberdagene) lod han hente Prester nede i Byen for at betjenes med den sidste Olje. Da lod han ogsaa oplæse og indsegle et Brev, som han havde ladet skrive til sin Søn Haakon i Throndhjem om, hvorledes der skulde forholdes med Rigets Styrelse, og erklærede tillige for alle de Tilstedeværende, paa det at de siden kunde vidne derom, at han ikke var sig bevidst at have mere end een Søn i Live, nemlig Haakon, saa at enhver, der senere maatte udgive sig for hans Søn, kun var at ansee for en Bedrager og Urostifter. „Jeg vil,“ sagde han, „førend jeg bliver oljet, lade mig løfte op i mit Højsæde, og der afvente enten Bod eller Bane. Nikolas Arnessøn vil da, naar jeg dør her i mit Højsæde, omringet af mine Venner, faa høre noget langt andet, end han har ventet, han har sagt, at jeg burde være huggen i Stykker for Hund og Ravn; men Gud være lovet, som i saa mange Farer har bevaret mig for mine Uvenners Vaaben.“ Derpaa, skjønt neppe samme Dag, fik han den sidste Olje. Da han merkede at det led paa det sidste med ham, foreskrev han, at man efter hans Død skulde lade hans Aasyn være frit, for at baade Venner og Fiender kunde see, om der vel paa hans Legeme viste sig nogen Virkning af hans Fienders Forbandelser.
