aatteroet Skude hisse ned i Søen fra Bjergets stejle vestlige Rand[1], hvorfra de nu af alle Kræfter roede over til den anden Side. Birkebeinerne opdagede dem vel og satte efter dem, men ikke førend de allerede havde faaet et saadant Forspring, at de uskadte kom i Land lidt ovenfor Smørberg, hvor kun den tomme Skude faldt i Birkebeinernes Hænder. Da Sverre om Morgenen fik dette at vide, sagde han kun til sine Folk, der allerede havde ytret Tegn til Utaalmodighed: „der seer I, saa lejdt, som I finde det at sidde her om Bjerget, saa finde dog de der oppe det endnu lejdere.“ Thord Dokkas og hans Staldbrødres dristige Ferd bragte dog de Belejrede ingen Nytte. De kom ganske rigtigt til Inge og Sigurd, men disse, der slet ikke havde videre Mod paa at binde an med Sverre, svarede kun, at han nok vilde begive sig bort, naar det begyndte at snee eller fryse.
Paa denne Tid fik Sverre en sandsynligviis længe ventet Undsætning af et Par Hundrede fremmede Lejekrigere, af dem, man paa hiin Tid i England og Frankrige plejede at kalde Ribalder (ribauds), hvilke Kong Johan, der i Aaret 1199 havde efterfulgt sin Broder Richard paa Englands Trone, havde sendt ham. Disse Ribalder vare let bevæbnede, raske Folk, som sædvanligviis brugtes ved Belejringer til at løbe Storm i Spidsen for de øvrige Tropper, og overhoved ved alle Lejligheder, hvor det kom an paa Kjekhed og Hurtighed, men de vare som oftest saa vilde og tøjleløse, at deres Navn gik over til i Almindelighed at betegne Voldsmænd og alskens løst Pak[2]. Johan havde sandsynligviis brugt dem i Krigen mod Frankrige, og ønskede vel nu, da der var sluttet Fred (1200), at blive dem kvit. De vare allerede komne til Sverre tidligt paa Sommeren, førend han endnu havde forladt Bergen, – et Tegn paa, hvor ivrigt han beredede sig til den forestaaende Belejring – og han havde sendt dem afsted under Anførsel af en vis
- ↑ Man skulde heraf formode, at Vandet i den Tid gik længer op under Klippesiden end nu, da der gaar en Vej lige under denne.
- ↑ Rigord fortæller i sit Skrift de gestis Philippi Augusti ved 1189 (Brial, rerum Gall. Scriptt. XVII. 28) hvorledes Kongen, da han belejrede Le Mans, spejdede efter Byens svagere Punkter, men imidlertid hans „Ribalder, der vare vante til at gjøre de første Angreb ved Bestormelse af Befæstninger, i hans Paasyn anfaldt selve Byen, kom over Murene paa Stormstiger, og indtoge den.“ De vare altsaa, hvad der paa Fransk kaldes „enfans perdus.“ Allerede Matth. Paris forklarer ved 1251 „Ribaldi“ ved alskens løst Pak: confluebant igitur ad ipsorum consortium fures, exsules, fugitivi, excommunicati, quos omnes Ribaldos Francia vulgariter consvevit appellare. Math. Par. ed. Watts, S. 550, b).
