Kongen viste sig som sædvanligt meget human, og skjenkede Enhver Livet, som personligt bad ham derom og lovede at nedlægge Vaabnene. Men flere af dem vare enten for hidsige, eller forstode sig for lidet paa Krigsbrug, til at holde deres Ord; der fortælles saaledes om en Bonde, som tre Gange blev fangen og hver Gang fik Grid af Kongen, men desuagtet endnu løb over til Bøndernes Rækker og kæmpede mod Brkebeinerne. Da han nu fjerde Gang blev greben, vistes ham, som venteligt var, ikke længer nogen Skaansel, og han blev dræbt. En saadan Forbitrelse hos Bønderne lader sig neppe forklare af sædvanlige politiske Grunde; her synes en mere end almindelig Fanatisme at have raadet, og atter maa man uvilkaarligt tænke paa Biskop Nikolas som den, der ved hemmelige Udsendinger har bearbejdet de godtroende Bønder og fyldt deres Sind med blindt Raseri mod den „bansatte“ Sverre. Af Bøndernes Anførere og Oprørs-Stiftere faldt kun, som det lader, een, Thorfinn blinde, i Birkebeinernes Hænder, men Kongen skjenkede ogsaa ham Livet.
Kongen lod for Sikkerheds Skyld Vagter udstille for Natten, skjønt det i sig selv ikke behøvedes, da Bønderne virkelig havde begivet sig hver til sit. Morgenen efter lod han blæse til Things, og aflagde saavel Byens Borgere, som sine egne Folk den kjerligste Tak, fordi de havde staaet ham saa drabeligt bi. „Det var ellers vor Lykke,“ sagde han, „at ikke hele denne Menneskemasse paa een Gang kom over os, og jeg haaber sikkert, at vi aldrig oftere faa med saa stor Overmagt at bestille. Jeg tror bestemt at man aldrig hidtil har seet Exempel paa, at ikke større Styrke end den, vi havde, har kæmpet mod en slig Mængde.“ At dæmpe Oprøret fuldstændigt ved at drage om i Bygderne, straffe Urostifterne, og underlægge sig hvert Herred, var imidlertid ej at tænke paa, men han maatte see til at komme bort. Han lod derfor sin tidligere Beslutning, at lade Isen vække for Skibene, udføre saaledes, at Linjen først blev bestemt med Reb og afstukken, hvorpaa saavel Borgerne og Kjøbmændene, som hans egne Folk fordeeltes i Hobe paa fire og fire, der hver hug en Favn i Længden, fire i Bredden, og bortskaffede den ophugne Iis. Paa den Maade fik man i faa Dage en fire Favne bred Vaak ophuggen til Iiskanten. Derpaa lod han Skibene bringe ud og gjøre sejlklare, hvorefter han forlod disse for ham saa farlige Steder, og sejlede vester til Bergen. Hid kom han Paaskeaften (8de April), denne Gang til alles store Glæde, fordi man havde faaet Nys om at Baglerne havde forladt Throndhjem, og hvert Øjeblik kunde ventes til Byen[1].
- ↑ Sverres Saga, Cap. 162–165. De islandske Annaler ved 1200. Her staar det at Sverre kæmpede 7 Gange med Bønderne paa een Dag. Kongesønnernes Kamp under Ekeberget er derfor ikke medregnet.
