forfulgt af Birkebeinerne, der hugg dem i Ryggen saaledes at deres Lig laa strøede vidt og bredt ud over Isen.
Men hermed var ikke Faren over. Medens Birkebeinerne kæmpede paa Akershagen, kom imidlertid en ny, vel bevæbnet og betydelig Oprørshær til; det var Tunsbergsmændene og alle de øvrige Kystboere paa den Kant, der havde taget Søvejen, og havde landet ved Iisbredden strax udenfor Hovedøen, hvor de gik op og stevnede ind efter, i den Hensigt at forene sig med den nys slagne Hær, som de havde troet vilde holde Stand, indtil de kom. Der synes saaledes at være truffet en bestemt Aftale om den Stilling, hver Oprørshob skulde indtage, og det maa derfor og være i Følge af denne Aftale, at Raumerne først forenede sig med Vestfoldingerne og Thelebønderne, og derefter, som vi have seet, trak sig ned paa Isen. Kongen befalede strax at gaa de Nyankomne i Møde, og lod Luursvendene blæse af alle Kræfter. „Vi faa nok endnu“, sagde han, „noget at bestille, og Hviletiden er kun kort, men denne Hob er dog langtfra saa sterk som den forrige, og det skal ikke gaa den bedre.“ Birkebeinerne ilede ud paa Isen saa raskt, som om de nu først vare komne til Strid. Tunsbergsmændene flokkede sig sammen og gjorde Holdt, i den Tanke at de øvrige Bønder skulde komme dem til Hjelp, men i dets Sted anfaldt Birkebeinerne dem saa vældigt, at de faldt i Dyngeviis, og de til overs blevne toge Flugten, forfulgte af Birkebeinerne, der for største Delen havde Brodder, medens Tunsbergsmændene, som ingen havde, hvert Øjeblik gled paa den af Blodet slibrige og saaledes havde vanskeligere for at undgaa Birkebeinernes Vaaben. Sverre selv var blandt Forfølgerne, og gav saa eftertrykkelige Spydstik, at sjelden mere end eet behøvedes. Hele denne Fegtning varede meget kort. Nogle af Tunsbergsmændene undkom til Skibene, andre løb til Akershagen, hvor den slagne Bondehær paany samlede sig.
Da Østlændingerne oppe paa Rygenbjergene saa Striden nede paa Isen, vilde de komme deres Venner til Hjelp, og toge derfor Vejen ned mod Bjørviken. Kongesønnerne Sigurd og Haakon, hvilke Sverre, som ovenfor nævnt, havde ladet blive tilbage paa Martestokke, søgte med sine Folk at afskære dem Vejen til Isen, og mødte dem nede i Dalføret ved Elven; men da de kun havde 480 Mand, og Bønderne derimod vare henved 2400 Mand stærke[1], bleve Birkebeinerne efter en haard Kamp overvundne, og flygtede ind i Byen. Sigurd Lavard, der ikke mere nu end før viste sig som nogen Helt, red endog i sin Forfærdelse lige ind i Hallvardskirken, og fulgtes af mange; Haakon derimod tog tilligemed Svina-
- ↑ Tyve Hundreder, heder det udtrykkeligt i Sagaen.
