vendte han sig ud mod Isen, hvor allerede Veftfoldingerne, Thelebønderne og de fra Raumarike[1] havde draget sig hen; de øvrige Bønder fulgte efter, og her samlede sig nu deres hele Hovedstyrke i saadan overvættes Mængde, at det næsten maatte ansees for dumdristigt at binde an med dem. Lendermanden Aale Hallvardssøn spurgte Kongen, om man ej skulde fylke. „Nej,“ sagde Kongen, „den Skik have vi Birkebeiner vedtaget, ikke at fylke, naar vi stride til Lands, men angribe flokkeviis og med saa megen Larm som muligt; da kan enhver holde sig saa langt fremme som han vil. Lader os falde heftigt an, saa tænker jeg nok Bonden skal vige, thi det gaar os efter Ordsproget „Fald er Fartens Held.“ Den rette Aarsag til, at Kongen ikke vilde fylke, var dog den, at hans Hær, skjønt den beløb sig til henimod 3000 Mand, dog viste sig saa ubetydelig i Sammenligning med Bøndernes Masser, at den saa ud som en Haandfuld Folk, og han frygtede for at den vilde blive omringet, hvis den trængte sig for meget sammen. Thi man troede næsten at kunne regne 20 Fiender mod hver enkelt Birkebein. Kongen lod blæse i Luren, og sagde: „Nu frem, alle Christsmænd, Korsmænd, og den hellige Olafs Mænd; gaar adspredte[2]!“ Selv sad han paa en bruun Hest, iført en god Brynje med et sterkt Pandser uden om, og over dette en red Vaabenkjortel; paa Hovedet havde han en vid Staalhue af det tydske Slags, med Pandserhue og Brynkolle (Halsbedækning)[3] derunder, Sverd ved Siden og Kesje i Haanden. Han red frem i Spidsen for sine Mænd, saa at Hestens Bringe rørte Bøndernes Skjolde, og paa begge Sider af ham styrtede Birkebeinerne ind paa dem med dragne Sverd. Det viste sig nu som sædvanligt, hvor stor Overlegenhed disciplinerede, vel anførte Tropper have over uøvede og slet anførte, om end disse ere langt talrigere. Bønderne i de forreste Rækker kunde ikke udholde Angrebet, og søgte uvilkaarligt at stikke sig bag de andre; ved den derover opkomne Forvirring glemte de at dække sig tilbørligt, og Birkebeinerne benyttede sig heraf til at hugge ind paa dem med saadan Virkning, at Mandfaldet snart blev alene paa deres Side, og den hele Hær omsider styrtede forfærdet tilbage til Akershagen,
- ↑ Dette viser tydeligt nok, at de fra Gjelleraasen nedstrømmende Raumarikinger havde gaaet over Akerselven længer oppe og der forenet sig ved Vestfoldingerne og Thelebønderne.
- ↑ Dette var paa det nærmeste St. Olafs Løsen i Slaget paa Stiklestad, se ovenfor I. 2. S. 800.
- ↑ Ordet bryn (brynja) der danner det første Sammensætningsled, betegner alt hvad der er af samme Material som Brynjen, nemlig af smaa Jernringe, der gribe i hinanden. „Brynkolla“ (af det franske col, Hals) er en Halsdedækning af dette Material.
