endnu en heel Deel af dem, og toge alle Skibene. Derpaa vendte Birkebeinerne sejrrige tilbage til Byen, hvor de ikke kom, førend det allerede var Nat, og lagde op i Elven ved Flodtid. Det viste sig nu, at flere af Høvdingerne, tvert imod Kongens strenge Befaling, havde skjenket flere fangne Bagler Livet, med hvilke de stode i Slægtskabs- eller Venskabs-Forhold. Andre, som holdt sig strengt til Kongens Ord, vilde ikke vide af nogen saadan Mildhed, og dræbte nogle Bagler, som deres Beskyttere havde lukket inde i en Stue. Disse gik til Kongen og klagede derover. Men denne gav dem kun det Raad, at undersøge, om hine, der havde dræbt deres Frænder aller Venner, ikke ligeledes havde skjenket sine Frænder og Venner Livet og taget dem i sin Beskyttelse, thi i saa Fald kunde de dræbe dem til Gjengjeld. Dette ubarmhjertige Raad blev fulgt, Hobe af blodtørstige Krigere strejfede om i hele Byen og dræbte Fanger for hinanden, indtil der ikke var flere tilbage. Den Haardhed, Sverre ved denne Lejlighed viste, og som er enestaaende i hans lange Krigerliv, lader sig visselig ikke forsvare, men kun til Nød undskylde ved den Forbitrelse, han maatte føle over Baglernes Ferd, og især over Biskoppens Troløshed.
Sverres Sejr var, om ikke afgjørende, dog overmaade vigtig, thi foruden det Folketab, Baglerne lede, havde de ogsaa tabt deres store Flaade, der hidtil havde sat dem i Stand til at trodse Sverre endog i det ham hengivne Thrøndelagen, og tilføje ham mange Ulemper. Nu maatte de derimod over Hals og Hoved forlade disse Egne, medens Sverre, i Besiddelse af en dobbelt saa sterk Flaade som den, de havde haft, beherskede Søen og kunde rense Farvandene langs Norges hele Kyst. Det var ogsaa hans Hensigt, strax at benytte Sejren til paany at underlægge sig det hele Rige, og om muligt, at faa Flygtningerne i sin Vold. Han gav derfor ikke engang sine Mænd Tid til at dele Byttet, men forordnede kun paa et Thing, han Dagen efter Slaget lod holde ude paa Øren, at alt Byttet indtil videre skulde bringes hen paa Apostel-Kirkegaarden, hvor man skulde sætte Folk til at passe paa det. Derpaa sendte han en Deel af sine Folk nord til Haalogaland efter dem af Baglerne, som hørte hjemme der, og, som han kunde begribe, havde flygtet derhen; de fik ogsaa ganske rigtigt fat paa Bjarne Mardssøn, Brynjulf i Mjola og mange andre anseede Mænd, hvis Ejendomme maatte haardt undgjelde for, at de havde ført Vaaben mod Sverre. Selv drog Kongen med den største Deel af Hæren og de store Skibe saa hurtigt som muligt efter Baglernes Hovedstyrke, der havde taget Vejen syd efter. Men de havde dog allerede faaet saa stort Forspring, at han ikke kunde naa dem, skjønt han forfulgte dem lige til Lesø. Her fik han høre at de havde sejlet over til Jylland. Det nyttede saaledes ej at forfølge dem længer, og han vendte tilbage til Viken, hvor han tilbragte den øvrige Deel af Sommeren med at oppe-
