Sverre blev nu ængstlig for at de skulde forsøge et Angreb paa Byen, der i dette Øjeblik aldeles manglede Forsvarere, og bad derfor sine Mænd anstrenge sig til det yderste, for at indhente dem. Fire Mand paa Kongeskibet toge derfor fat paa hver Aare, og det gik næsten med Fuglens Fart. Baglerne halede ligeledes ud alt, hvad de kunde, men deres Skibe, der hele Vintren igjennem havde været i Søen og desuden vare sterkt ladede med Levnetsmidler og ranet Gods, gik ikke nær saa hurtigt. Da det saaledes var øjensynligt, at Birkebeinerne inden føje Tid vilde indhente deres største Skibe, sprang Hallvard af Saastad op i Løftingen paa sit Skib Skaalpen, og gav Befaling til at alle Skibene skulde standse Farten, vige noget tilbage, og, idet Birkebeinernes Skibe skøde hurtigt forbi, angribe og rydde de bagerste af dem. Det aller bagerste var Vidsjaaen, der styredes af Kongesønnen Haakon; det var svagt besat, og kunde derfor ikke komme saa hurtigt frem. Det var dog kun Baglernes Smaaskibe, som det lykkedes i en Hast at vende; de store kunde ikke paa langt nær maale sig med Birkebeinernes i Hurtighed. Kongens Skib var omtrent et Pileskud foran de øvrige, og allerede saa nær Hallvards Skib, at Stavnboerne begyndte at skyde paa det. „Seer du Hallvards Skib“, sagde Kongen til Thord Finngeirsbroder. „Hvorfor skulde jeg ikke see det“, spurgte Thord igjen. „Det gjelder din Lykke for Fremtiden“, sagde Sverre, „at du naar Hallvards Skib, thi ved det ville vi ligge i Dag“. „Det har ingen Vanskelighed, Herre“, sagde Thord, „det svajer netop saaledes som I ønske“; strax efter svajede Skibene imod hinanden med Bagbordside, dog laa de ikke sammen efter den hele Længde, da en Skude, der tilhørte Erik af Haa, var kommen imellem. Strax efter kom Philip Jarls Skib til paa den anden Side, men i saadan Fart, at det først skød forbi og saa nær Forstavnen paa Hallvards Skib, at Jarlens Stavnboer fik haget Stavnljaaer om Dragehovedet; Farten var saa sterk, at Hovedet gik af, og de maatte gribe fat i det tilbagestaaende Skaft. Derved fik de endelig deres Skib standset, og lagde nu til paa Styrbordside fra Stavnen til Øserummet. Efterhaanden kom ogsaa de øvrige Skibe, og lagde til de fiendtlige, saa at omsider sex af Baglernes store Skibe bleve aldeles omringede af Birkebeinernes; det syvende, som Biskoppen havde styret, førend han gik ombord i Raudsuden, saa sit Snit til at smutte ud, just som Strømmen drev et Par af Birkebeinernes Skibe længer fra hinanden; det roede til Land, og blev der forladt af Besætningen. Baglernes mindre Fartøjer holdt sig forsigtigt tilbage i nogen Afstand, af Frygt for at blive dragne ind i Kredsen. Det største af Birkebeinernes Skibe, Ognarbranden, lod sig ikke saa let vende, skjønt man gjorde sig al Umag derfor, og da Baglernes Skuder undgik den saa meget de kunde, kom den ikke til at tage synderlig Deel i Slaget. Man
