I da ej at vore Fiender fare som galne efter os, medens det er ligesom vor egen Skude staar stille?“ Med disse Ord sprang han ned fra Løftingen og forud i Skibet med saadan Fart, at Huen[1] fløj ham af Hovedet, og faldt i Vandet. Men han havde kun Øje for Fienden; „brug eder, som I bedst kan,“ sagde han, „det er mig, de ville have fat paa.“ Hans Frygt var overflødig, thi det var kun medens Raudsuden vendte og endnu ikke havde faaet fuld Fart, at Birkebeinernes Karfe halede ind paa den; da den først var kommen i Fart, havde det ingen Nød, og Baglerne paa de andre Fartøjer, som saa Jagten, sendte desuden strax nogle Skuder afsted for at komme mellem Landet og Karfen, og saaledes afskjære denne Tilbagetoget. Anund Ufred – saa hed Karfens Styrmand – maatte derfor skynde sig at vende tilbage, og det lykkedes ham ikke at faa fat paa Biskoppen selv, men Huen lod han dog fiske op og bragte den med til et Tegn paa, hvor nær han havde været ved at gjøre den heldige Fangst. Strax efter blæste der op en heftig Nordøstkuling, for hvilken Baglernes store Skibe laa farligt udsatte, saa at Sverre kunde skjønne at det ej var godt for dem at holde sig der. Han lod derfor 8 Heste bringe over Elven, besteg selv een af dem, og red nu selv 8de forbi Lade lige ned til Depil, hvor han just traf nogle af Baglernes Folk beskjeftigede med at løse Landtougene, da det var deres Hensigt at hale Skibene længere ud under Ankertougene. Men Sverre forstyrrede dem i dette Arbejde; en Deel af dem bleve dræbte, og en Deel andre jagede udi Søen; kun enkelte undkom paa deres Baade. Baglerne maatte nu kappe Landtougene, og forlade denne i dobbelt Henseende farlige Strand. De sejlede ud til Rødbjerget, hvor de bleve liggende i to Nætter (7de til 9de Juni). Derfra begave de sig ind i Orkedalsfjorden, landede ved Roa-Bjerget og paa mange andre Steder, og ilede overalt strax op i Land, for at plyndre Mad og Gods, baade langt op i Bygden og paa Sætrene. Sverre havde imidlertid, forudseende at dette vilde skee, sendt en Deel Folk til Orkedalen under Anførsel af Eyjulf Havlessøn og Bjalve Skindstak[2]. De lagde sig paa Luur ved Gaarden Holte paa Østsiden af Elven, og
- ↑ I Oldsproget „kveif,“ hvilket er en noget forandret Form af det franske og gammel engelske coif, det middelalder-latinske cuphius, en Benævnelse paa de Hatte eller Huer, gejstlige Personer plejede at bruge, naar de vare paa Rejser. Nikolas var ved denne Lejlighed ikke belavet paa Kamp, og havde derfor ikke sin Rustning paa.
- ↑ Eyjulf hørte, som vi vide, hjemme i Orkedalen, og derfor var han rimeligviis valgt til Anfører, som kjendt Mand i Egnen. Sandsynligviis var ogsaa Bjalve derfra. Det var den samme, som i 1197 havde været med at overgive Sverresborg, se ovenfor.
