Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/37

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
19
1166. Slag ved Rydjøkel.


ned til Baadene. Dette skede, men de standsedes ved en Skidgard, og indhentedes her af Olaf og hans Flok, som efter at have dræbt nogle af Erlings Folk inde i Stuen, atter havde forladt den for at opsøge ham selv. Der ved Skidgarden blev der en hidsig Fegtning, og da Olafs Flok var langt mandsterkere, faldt og saaredes mange af Erlings Mænd. Nærmest Erling vare Lendermændene Bjørn Bukk og Ivar Gille, Stallaren Bjørn og Are Thorgerssøn. Bjørn Bukk og Ivar kom først over Skidgarden, og hjalp siden Erling over, men da han var tung paa Foden, gik dette noget langsomt. Imidlertid stillede den tapre Are sig ene mod Fienderne, for at holde dem tilbage. Derved frelste han Erling, men selv blev han truffen af en Gavlak, der spiddede ham mod Gjerdet. Erling havde faaet et Saar i den venstre Side eller Laar, dog, som nogle troede, af sit eget Sverd, idet han drog det ud. Beskyttede af Skidgarden og Belgmørket lykkedes det Erling og hans Mænd at komme ned til Baadene og ud paa disse, men kun med Nød og neppe, og med det forholdsviis store Tab af ti dræbte foruden Are, og flere saarede, hvoriblandt Orm Kongsbroder. Der fortælles, at da Erling var kommen i nogenlunde Sikkerhed, spurte han allerførst efter Are Islænding, og da man svarede at han havde ladet sit Liv ved Gjerdet, sagde han: „visselig har han fulgt os hæderligt, og var den første til at ofre sit Liv for os: jeg har ingen saa kjek Mand tilbage, og kan aldrig faa erstattet hans Frænder den Skade, de have lidt ved Tabet af ham.“ De roede nu i al Hast tilbage over Vandet, og slap saaledes nogenledes vel fra Faren. Olaf maa umiddelbart efter det mislykkede Overfald have skyndt sig bort med sin Flok, da det udtrykkeligt fortælles, at Erling strax efter kom tilbage til sine Mænd og lod sine faldne Krigere begrave. Men Olaf, der havde ham saa godt som i sin Vold, men dog gik Glip af Fangsten, fik formedelst dette Uheld Tilnavnet „Ugæva“ (Ulykke). Hans Flok kaldte nogle ellers Hettesveinerne, maaskee efter hans Fosterfader Sigurds Tilnavn „Agnhatt“[1].

Olaf vedblev, som forhen, at drage om med sin Flok, deels paa Op-

  1. Magnus Erlingssøns Saga Cap. 23, 24, Snorre Cap. 32, 33, Fagrskinna Cap. 275, Sturlungasaga I. S. 111, 112. Denne opregner endog Navnene paa 7 af Erlings Mænd, der faldt, efter Opgivelse af en Thorkell Hage, sandsynligviis en Islænding, der enten var med i Kampen, eller i alle Fald paa den Tid i Norge, og maaskee den samme, der aller først bragte Efterretningen til Island, da den, som Sturlungasaga beretter, Sommeren efter kom der hen. De faldne vare Are Thorgilssøn, Einar Opinsjod (d. e. den aabne Pung, han har vel altsaa været meget gavmild), Bjørn skotske Jon Fjose, Ivar dølske, Gunnar Tjæreskind, Thorodd Jorsalemand (altsaa en forhenværende Korsfarer). Fagrskinna fortæller, aabenbart urigtigt, at Olaf selv havde ladet Gjestebudet paa Rydjøkel berede.