kan nemlig en Mand blive Bestyrer af en Kirke: a) ved Arv, naar han efter Fader eller Frænder arver en Ejendom, hvormed Vedligeholdelsen over en Kirke er forbunden; b) ved Kjøb, naar han kjøber en saadan Ejendom; c) naar han med egen Møje og paa egen Bekostning opfører en Kirke, og siden skjenker Gods til dens Vedligeholdelse[1]. Og vi skulle nu vise, saa at alle kunne skjønne det fuldstændigt, hvilken Opsigt de nys nævnte Personer ere berettigede til at føre med Kirken; det heder nemlig: „Sønner, Sønnesønner eller agtede Frænder af den, der har opført eller doteret en Kirke, ere berettigede til at føre denne velmeente Opsigt, at hvis de komme tinder Vejr med at Presten eller Kirkens Tjener besvige den for noget af det den skjenkede Gods, skulle de enten ved en venskabelig Advarsel holde ham til Orden, eller angive Sagen for Biskoppen eller Dommeren til Refselse. Er det Biskoppen, som forsøger paa noget saadant, skulle de angive det for hans Metropolitan, og hvis denne prøver noget lignende, skulle de uopholdeligen melde det for Kongen[2].“
- ↑ Man synes heraf at maatte antage at Kongerne tilegnede sig Retten til at kalde Prester ved alle eller de fleste Fylkeskirker, skjønt de gamle Christenretter bestemme anderledes; sandsynligviis have Kongerne holdt sig til, at mange Fylkeskirker, som man maa formode, i sin Tid vare opførte paa Kongens Bekostning; men af Christenretterne sees dog, at de alle, hvo der end har bekostet dem opførte, vare overdragne til det Offentliges (Fylkets) Vedligeholdelse og Gjenopbyggelse i Nedfaldstilfælde, saa at Kongen i alle Fald ej længer kunde kaldes deres „Opholdsmand“ og derfor, som det synes, heller ikke med Rette kunde gjøre Fordring paa Patronatet over dem, ej at tale om, at mange vistnok ogsaa vare opførte i Stedet for de gamle Hov eller Templer, der allerede vare offentlig Ejendom.
- ↑ Oversættelsen af dette Sted, som ovenfor er anført efter Dekretets Ord, kan tjene til Exempel paa, med hvilken Frihed Oversætteren har gaaet til Verks for at gjøre ethvert Sted forstaaligt for Menigmand, og saaledes egentlig popularisere den latinske Text, medens han dog nøjagtigt, eller maaskee endog derfor saa meget mere nøjagtigt, gjengiver Meningen. Oversættelsen eller Omskrivningen lyder saaledes: „Denne Forsorg have Sønner eller Sønnesønner eller andre retmæssige Arvinger af den Mand, som har opført en Kirke eller været dens Opholdsmand, at føre for samme Kirke, nemlig at bemeldte rette Arvinger give Agt paa, at ingen Deel og Ting af dem, som Opholdsmændene fra først af lagde til Kirken, blive den fravendte med Underfundighed og Nærgaaenhed, men at det anvendes for Kirken til Tjærebrædning, til Lysning og til Skrud, som fra først af dertil var bestemt. Vil Presten gjøre nogen Forandring deri, som geraader Kirken til Skade, da skulle disse Opholdsmænd, jeg nys nævnte, underrette Biskoppen derom og bede ham raade Bod derpaa, hvis de ikke selv formaa dette; vil Biskoppen ej raade Bod, eller gjør han selv de Ting, jeg nu har omtalt, skulle Opholdsmændene kundgjøre Sagen for Erkebiskoppen og bede ham raade Bod derpaa; vil Erkebiskoppen ej dette, eller gjør han saadant selv, da skulle Opholdsmændene bringe Sagen for Kongen, og lade ham rette derpaa med den Magt, Gud har overdraget ham.“
