Kirke, men derimod forbinder Gud selv den verdslige Magt med den hellige Kirkes Tjeneste; Kongerne have Magt og Bevogtning over den hellige Kirke, og det tilkommer dem derfor at kræve og modtage megen Tjeneste af dens Ombudsmænd, saaledes som Dekreterne selv vidne. Og da Styrelsen og Bevogtningen af den hellige Kirke saa strengt paahvile Kongerne, at de ere Gud selv ansvarlige derfor, bør ogsaa de lærde Mænd til Gjengjeld for hiin Beskyttelse, vise Kongerne eller Kongedømmet saadan Troskab og Ærbødighed, at der hverken burde falde dem eller andre nogen saadan Tanke ind, som at de ej skylde Kongen Tjeneste og Troskab.“ Her anføres, foruden flere Dekretalbestemmelser, de bekjendte Steder i den hellige Skrift, nemlig Peters Bud (1ste Brev II. 13, 14) om at være Konger og Befalingsmænd underdanige, og Paulus’s (Rom. XIII. 7) om at yde Alle, hvad man er dem skyldige, Skat, Told, Frygt eller Ære, samt endelig Christi eget Udsagn i Euangeliet: Giver Kejseren det, Kejserens er, og Gud det, Guds er“, og hans Befaling til Disciplen Peter, om at betale en Stater i Skat for ham og sig selv. „Dette“ heder det, „kunne dog vore lærde Mænd ikke benegte eller dølge, thi det staar skrevet i det hellige Euangelium selv og læses i den hellige Kirke. Men det skulle alle vide, at paa den Tid, da Gud bød Apostlen Peter og sig selv at vise Kejseren eller Kongedømmet denne Lydighed, da vare baade Kejsere og alle andre Høvdinger i Verden Hedninger: det er derfor meget at undre sig over, hvorfra de hente den Lære, at man skal foragte Kongen eller hans Mænd, nu da han er christen, medens Gud selv ikke vilde foragte Kongedømmet, da Kongerne vare hedenske“.
„En Mængde Exempler vise noksom og aabenbare, at enhver staar i Fare for at fortalte sin Sjæl, der ej iagttager fuldkommen Troskab og Lydighed mod Kongedømmet, thi Kongedømmet er indstiftet efter Guds Bud, ikke efter Menneskers Paafund, og ingen opnaar Kongedømmet uden efter guddommelig Tilskikkelse. Kongen vilde jo ikke være mægtigere eller mere formaaende end andre Mænd, hvis ikke Gud havde sat ham højere end andre Mænd i sin Tjeneste, thi det er Gud, ikke sig selv, han tjener i sit Kongedømme. Da nu Kongens Forpligtelse er den, at være Gud selv ansvarlig for sit Værn og Forsvar af den hellige Kirke, som ovenfor ytret, og den hellige Kirkes Tjenere derimod have den Forpligtelse at være Kongen lydig og vise ham fuldkommen og oprigtig Troskab, kunne vi ej begribe med hvad Skin af Ret vore lærde Mænd nu ville fjerne ham fra hiint, ham paahvilende, og af Gud selv ham paalagte Forsvar, især da det jo er en bekjendt Sag, at endog ringere Mænd kunne have Raadighed over en Kirke, saasom baade Riddere, Hirdmænd og Bønder, have Bestyrelsen over en Kirke, naar de ere dens Vedligholdere[1]. Paa trende Maader
- ↑ I Originalen upphaldsmaðr (Opholdsmand).
