gelig Duft eller Sandhed. Ørene ere nu døvhørte, og kunne ej opfange Sandhed eller sund Forstand. Sandheden bliver hverken bort eller seet, og vore Biskopper saavel som de øvrige Høvdinger, der skulle bevogte Christendommen, blindes af Pengegjerrighed, Umaadelighed, Hovmod og Uretfærdighed, ja de Biskopper ere nu gjenopstandne, som Gud selv lod omkomme, Ypperstepresten Elis Sønner, hvilke forkom de hellige Offere, som Mængden vilde bringe Gud, ja tilegnede sig dem endog med Ran og Vold. Paa samme Maade skeer det nu her. Vi afkræves Tiende og andre Godgjørenhedshandlinger med Trusel og under Bansstraf. Vi nødes til at opføre Kirker, men naar de vel ere opførte, jages vi fra dem som Hedninger, og man tvinger os til at have al Bekostning for dem, men negter os Raadighed over dem. De Synder og Skrøbeligheder, hvori en og anden kan falde, benyttes som Lejlighed til Bansættelse, men straffes ikke med ordentlige Refselser, saa at enhver, der ønsker det, kan blive straffri, man tier nemlig stille med alt, saasnart der kun bydes Penge[1]. Vort Gods tages fra os, stundom med retmæssig Adkomst, stundom ikke; i dette Fald søger man at faa fat i vor Ejendom ved Saggivelser og Uretfærdigheder; og al den Rigdom, man saaledes faar piint udaf os og dynget sammen, føres ud af Landet til en daarlig Handel, idet den nemlig sendes til Rom for dermed at kjøbe Exkommunikationer og Interdikter, hvilke sendes os tilbage til vort Land istedetfor vor Christendom og Kirkevielse. Slige Gaver og Sendinger bringes os for vore Tiender og andre Ydelser; der skjenkes os Galde for Viin, Edder for Guds Blod. De Gejstliges Munde og Læber begynde nu at stamme og Tungen at klejse, thi enten tie de reent stille, eller tale hvad der er værre end intet. De Exempler, de give, ere slette og vidne om Vantro, de forføre Folks Koner, Døtre eller Slægtninger langt hyppigere end uforstandige, ulærde Mænd, de skamme sig ikke ved at bære usande Vidnesbyrd, sværge falske Eder, sidde i ulovskikkede Domme og fremture i al Slags uredelig Vindelyst, kalde det vrangt som ret er, og det ret som vrangt er, og føre saaledes hele Folket og sig selv vild med sine bedragerske Overtalelser. Og om de handle ilde mod os og vi forlange Bod af dem, sige de kun, at de have ingen Forpligtelse til at staa os til Rette, eller til at yde os nogen Bod, ret som om det var bestemt at vi[2] skulde være retløse
- ↑ Slutningen af det ovenfor anførte Brev fra Paven til Erkebiskoppen angaaende Biskop Martin m. m. synes rigtignok endog at aabne Sverre selv Adgang til Forlig med Pavestolen, naar han vilde give „antagelig Satisfaktion;“ her sigtes vist for en stor Deel til Pengebøder.
- ↑ Dette „vi“ kan alene betegne Kongen og hans Omgivelser.
