hvorfor han ej drog videre. Men han lod dem snakke, og kaldte Bønderne sammen til Thing. Og her paa dette Thing talte han, i Bøndernes Paahør, mange Alvorsord til Ledingsfolkene. „Det passer sig ikke“, sagde han, „for eder, gode Bønders Sønner, at fare fra Haalogaland, eller Throndhjem, eller Møre, eller maaskee endog nærmere Egne, for at føre Krig mod Bøndernes Redskab eller Kjøralder eller andre lignende Sager, hugge dem i Stykker, eller skamfere dem, bare fordi de staa lige for eder. Derved aflægge I jo dog ikke nogen Prøve paa Færdighed eller Tapperhed, men I tilføje kun Ejermændene Skade. Jeg beder eder indstændigt at lade af dermed, uden i højeste Nød. Jeg fortjente ikke at kaldes Landets Styrer, hvis jeg ikke søgte at gjøre Ende paa enhver Uskik, saa langt mit Herredømme naar. Jeg beder eder venskabeligt at aflægge slig Kaadhed, thi jeg vilde saa nødigt refse eder, men bliver dog nødt dertil, hvis I ej forbedre eder. Jeg anseer mig derhos saa fuldkommen berettiget til at beherske og styre dette Land, skjønt rigtignok Nikolas siger det modsatte, at jeg ikke tror at skulle behøve at sige en saadan Ubetydelighed som denne to eller tre Gange.“ Da Sverre nu en Gang var kommen ind paa at tale om Nikolas og dennes Oprørsord, gik han nærmere ind paa denne Materie, saaledes at det næsten seer ud, som om hans Hovedhensigt med at sammenkalde dette. Thing var at forsvare sin Byrdsret til Riget. „Jeg begriber ikke“, sagde han, „med hvad Grund Nikolas kan paastaa, at det ej tilkommer mig at være Konge over Norge. Mange have jo baaret Kongenavn, som kun vare Trælkvinde-Sønner, men jeg er en virkelig Søn af Kong Sigurd og Gunnhild. Hendes Æt kjende jo mange, og er der nogen her, som ikke kjender den – hvad der nok er muligt – saa kan jeg nu give Besked derom.“ Han gjennemgik nu hele hendes Stammetræ for alle Thingmændene, saa at mange, som for ikke vidste deraf, nu kunde skjønne at de vare i Slægt med ham, baade paa fædrene og mødrene Side[1]. Kongen sluttede denne Forklaring, der dog, som man seer, kun vedkom hans Moders Frændskab, med den Erklæring, at han ikke paa den Tid kjendte en eneste i hele Norge, mere berettiget for Gud og Mennesker til at bære Kronen, end han. „Men om end Nikolas“, sagde han, vil heller have en anden, ville vi Birkebeiner ikke nu finde os mere deri, end før. Den Konge, som styrer Riget, maa baade være haard og raadsnild. De synes det, at Nikolas, hvor tungefærdig han er, dog kun har et Harehjerte, hvormed han forbinder en Troløshed som Rævens. Og opregne vi hele Ingerids Afkom, ville vi kunde finde faa, der vare at lide paa. Ikke var Magnus Henrikssøn tro, lige saa lidet som Buris, hvilket noksom
- ↑ Man skulde heraf formode, at Gunnhild har haft sine fleste Slægtninger paa Bergenskanten.
