naar han først havde faaet Brevene, anvendte dem til sin Fordeel, om han end havde en Anelse om, at det ej hang saa rigtigt sammen med dem. Han betragtede den Maade, hvorpaa Erkebiskoppen gik til Verks mod ham som underfundig og utilbørlig; han paastod, at Erik og hans Venner ved falske og overdrevne Beskyldninger søgte at bringe Paven til Skridt, som han, rigtigt underrettet om Forholdene, ej vilde have foretaget, og han havde endelig i det aabenbare Oprør, for hvilket Nikolas nu stod i Spidsen, tydeligt Beviis paa, hvor lidet nøjeregnende hans Fiender vare med de Midler, de anvendte mod ham. Og saaledes regnede han det vel heller ikke saa nøje med de Midler, han anvendte til sit Forsvar.
Paa Mødet i Bergen 1195 havde, som ovenfor berettet, ogsaa Jarlen Harald Maddadhssøn, Biskop Bjarne, og de fornemste Mænd fra Orknøerne indfundet sig, for at søge Forlig med Kong Sverre, der havde truet at ville bekrige Øerne til Straf for den Bistand, Hallkell Jonssøn og de øvrige Oprørere der havde fundet. Det vækker en ikke ringe Forestilling om den Magt, hvoraf Sverre nu var i Besiddelse, og den Anseelse, hvori han og hans Rige stod, at den blotte Trusel med alvorlig Straf kunde bringe en saa selvraadig og herskesyg Mand, som Harald Maddadhssøn, hvis Jarldømme laa saa langt fra Hovedlandet, til at drage over Havet med fine fornemste Mænd, for ganske at falde Kongen til Fode, og overlade til hiint efter Godtbefindende at bestemme Forligs-Betingelserne. Men det er rigtignok at merke, at Harald ved sin Urolighed og Herskesyge ogsaa havde lagt slet Ud med den skotske Konge, som ellers var den, hos hvem Orknøjarlene plejede at søge Trøst, naar de vare komne i et spændt Forhold til deres Overherre i Norge. Der er al Grund til at antage, at Harald, der allerede skal have deeltaget i den Opstand, nordskotske Magnater gjorde imod Kong Mælkolm til Bedste for Villjam af Egremont, Sønnesøn af Kong Duncan, Ingebjørg Jarlemoders Søn (1160)[1] ogsaa havde understøttet dennes Søn Donald Bane, der ligeledes gjorde Fordring paa Tronen og fra 1180 til 1187 holdt sig i Besiddelsen af Moray og Ross, indtil han blev dræbt af de kongelige Tropper[2], ligesom det allerede er omtalt, at Harald af sin anden Hustru Hvarflad, Mælkolm Mac Heths Datter, stedse ophidsedes til Fiendtlighe-
