til, at Undladelsen deraf allerede i og for sig fritager Sverre for Sigtelsen. Dertil kommer, at Forgivelsen, hvis en saadan fandt Sted, skede enten i Lund selv eller i Nærheden deraf[1] under begge Erkebiskoppernes Øjne, thi det var her, hvor Fidantius, efter de danske Aarbøgers Udsagn, døde den 19de Februar, uden at der dog i dem ytres det mindste om, at han blev forgiven. Var det virkelig saa, kunde Aarsagen maaskee søges deri, at han ved sin umaadelige Rovgjerrighed havde lagt sig ud med en stor Deel af den danske Gejstlighed[2], og at en eller anden blandt denne har ladet ham bibringe Gift, uden at kunne hindre, at ogsaa de norske Sendebud ved samme Lejlighed kom af Dage. Og usandsynligt er det heller ikke, at Nikolas, der just da stod i Spidsen for en Oprørsflok og som hyppigt opholdt sig i Skaane, hvor Sendebudene omkom, medens Sverre var nord i Throndhjem, kan have havt Deel deri, af Frygt for at de dog maaskee, naar det kom til Stykket, skulde medbringe et for Sverre fordeelagtigt Svar. En anden Sag er det derimod med den Sigtelse, at de Breve, Sverre lod oplæse, skulde være forfalskede. Flere Omstændigheder tyde hen paa at det virkelig forholdt sig saa. Vel kunde det være muligt, at det virkelig var lykkets Thore og Richard at omstemme Coelestin, der, af Naturen føjelig, ogsaa overhoved i denne Sag synes at have viist sig meget lemfældig og langmodig, og ikke egentlig at have havt Lyst til at gaa til den Yderlighed, som Erik og Absalon ønskede, og hvortil hans Efterfølger, den ivrige Innocentius, strax gik efter sin Ophøjelse paa Pavestolen; men da man dog ikke vel kan tiltro Innocents at have sagt nogen vitterlig Usandhed, medens han som Kardinal lige fra 1191 maa have havt Anledning til at vide nøje Besked om de Skrivelser, der udfærdigedes fra Kurien, er det neppe sandsynligt, at Sverres Sendebud have udvirket nogen Tilbagekaldelse af Bansættelsen, og at de Skrivelser, de bragte hjem med sig, virkelig have været forfalskede, hvilken Bedrift, som Innocents selv fortæller i en Skrivelse til alle Erkebiskopper[3], da gik meget i Svang, og som udøvedes blandt andre af en i Erkebiskop Galfred af Yorks Tjeneste staaende Gejstlig, der just i den Tid opholdt sig i Rom[4]. Det er imidlertid ikke hermed sagt, at Sverre selv fra først af var vidende om Bedrageriet, eller at Sendebudene ved at skaffe sig Brevene have handlet efter hans Instrux. Men man kan ikke fortænke ham synderligt i, at han,
- ↑ De esromske Annaler melde at han blev begraven i Lund, hvilket og sees deraf at hans Navn er indført i Domkirkens Aartidsbog; de nestvedske, at han døde i Skaane. Langt fra Lund kan det saaledes ej have været.
- ↑ Se herom især Abbed Villjams Brev til Erkebiskop Absalon, Langebek Scr. VI. S. 21.
- ↑ Innocents den 3dies Brev I. 235.
- ↑ Dette berettes i Baronius’s Annaler 1195, No. 20.
