kirke. Det er imidlertid, som allerede bemerket, meget tvivlsomt, og lader sig nu vanskeligt opklare, om den Bulle eller Skrivelse, hvorved Erik autoriseredes til at exkommunicere Kong Sverre, kom saa tidligt til Danmark, at Bansættelsen kunde forkyndes og Efterretningen derom komme til Norge, førend Kroningen skede, eller om Biskopperne, da de udførte denne Forretning, ikke endnu vidste af nogen saadan Bansættelse at sige. Sverres Saga omtaler rigtignok Bansættelsen, førend den beretter om hans Møde med Legaten i Kongehelle, og Paven selv satte siden Biskopperne i Ban, fordi de havde kronet ham, skjønt han var exkommuniceret. Men det er allerede oftere paapeget, at Sagaen i Beretningen om disse Forhandlinger ikke strengt følger Tidsordenen, og Paven anstillede vist ikke saa nøjagtige Beregninger over Tiden, naar Bansættelsen kunde blive bekjendt i Norge, især da det endog uden Hensyn til denne maatte fra hans Standpunkt betragtes som en utilladelig Handling af Biskopperne at krone Sverre under de Omstændigheder, paa hvilke man allerede havde gjort Legaten opmerksom. Vist er det, at blandt alle de Grunde, man opregnede for Legaten som Hindringer for Kroningen, nævnes ikke Exkommunikationen; og hvis den pavelige Skrivelse om Bansættelsen, forudsat at en saadan særskilt udstedtes, var samtidig med Privilegie-Bullen, hvilket dog altid bliver det sandsynligste, kunde den ej være afsendt fra Rom førend den 15de Juni, Bullens Udstedelsesdag, og det var da umuligt at den kunde naa Danmark tidligt nok til at Erkebiskop Erik kunde lyse Ban over Sverre, og de i Bergen samlede Biskopper faa Efterretning om denne Bansættelse, førend de den 29de Juni kronede Sverre[1]. Det er ogsaa næsten utroligt, at Biskopperne, hvor bange de end vare for Sverre, skulde have vovet et saa uhørt Skridt, som Abbed Villjam siden kaldte det[2], nemlig at krone en formelig efter Pavens Befaling exkommuniceret Mand, hvis de havde kjendt Befalingen eller Exkommunikationen. Det sandsynligste er derfor, at Efterretningen herom først indløb nogen Tid efter at Kroningen havde fundet Sted. Da Sverre erfarede det, talte han ofte derom paa Thingene og sagde at det Hele kun var et Opspind af Danerne, og slet ikke Pavens Befaling[3]. „Erik blinde kunde ikke lyve ham fra Kongedømmet, og
- ↑ Det maa her ogsaa erindres, at de to sidste Søndage i Juni 1194 falde paa den 19de og 26de. Men det indsees let, at selv i vore Dage vilde det næsten ikke være tænkeligt, at en den 15de eller 16de Juni fra Rom afsendt Skrivelse skulde komme til Danmark saa tidligt, at dens Indhold kunde bekjendtgjøres den 26de, ej at tale om, at Efterretningen om hvad der oplæstes den 26de i Lund ej kunde komme til Bergen paa tre Dage.
- ↑ Se nedenfor S. 284.
- ↑ Dette tyder visselig sterkt paa, at der ej har været udstedt nogen særskilt Skrivelse fra Paven herom.
