mindste fundet Tid til at tage sig af Erkebiskop Eriks Sag, og optræde mod Sverre, vilde han visselig have givet Kardinalen, da han dog under alle Omstændigheder drog til Norden, et bestemt Hverv i saa Henseende, og i dette Tilfælde vilde vi vel og upaatvivlelig, enten i Sagaens Beretning, eller i historiske Aktstykker, see Spor af en saadan Optræden. Men ingen saadanne Spor ere at opdage. Tvertimod see vi i det samme Aar de fornemme danske Korsfarere, af hvilke een bar Kong Knuts Syskendebarn, den anden Erkebiskop Absalons Systersøn, forene sig om at drage i Korstog med Ulf af Lauvnes, en af Sverres fornemste Tilhængere og Krigsmænd, lægge Vejen om Norge, og modtages paa det venskabeligste af Sverre. Der maa saaledes ganske bestemt have været Omstændighe-
medelst visse vanskelige Sager; Beretningen om St. Bernwards Translation (fra 15de Aarhundrede) vil derimod vide, at han blev sendt in partes Daciæ for i Pavens Navn at visitere dette ved særskilt Privilegium Apostlernes Fyrste underkastede Land, saavel som at bringe til Fred og Enighed dette Lands (illius provinciæ) Fyrster, der staa i alvorlig Splid og Uenighed, (Leibn. Scr. Brunsv. I. 469) og dette kunde, skjønt Udtrykket provincia de Dacia vistnok oftere brugtes om hele Norden, snarere forklares om Hertugen og Biskop Valdemar, mellem hvilke der, længe førend Striden virkelig brød ud, var et spændt Forhold, end om hele Nordens Fyrster. Overhoved har der med Hensyn til denne Cinthius været antaget, men vistnok aldeles med urette, at han ogsaa var i Danmark 1194. (Suhm. I. 294). Dette slutter man, som man seer, deels deraf, at den nys nævnte Beretning om St. Bernward lader Paven afsende ham 1193, deels deraf, at han, som den samme Beretning og Arnold af Lübeck beretter (l. c.) paa sin Tilbagerejse besøgte Abbed Dietrich i Michaelsklostret i Hildesheim, og af Taknemmelighed over den gjestfrie Modtagelse, han der fik, siden udvirkede hos Paven, at Klostrets Stifter Biskop Bernward blev kanoniseret, hvilket man har henført til 1194, læggende for megen Vegt paa det Sted hos Arnold, hvor dette omtales, skjønt han aldeles ikke strengt følger den chronologiske Orden. Det bedste Beviis paa Urigtigheden af denne Tidsbestemmelse er dog, at den Skrivelse hvori Paven melder Biskoppen og Kleresiet i Hildesheim, at Bernward var kanoniseret, er dateret Rom 8 Januar 1193 (Mabillon Acta SS. ord. Ben. sæc. VI. P. I. 251), ligesom Paven og under 21de Januar 1193 forbød Biskoppen og Kapitlet uden Abbedens og Brødrenes Tilladelse at formindske St. Bernwards Legeme, og under 27de tog Klostret i sin Beskyttelse. (Jaffé Regesta S. 893). Thi da nu Kanonisationen, som en Følge af Cinthius’s Forbøn, først kan have fundet Sted efter dennes Hjemkomst, og ikke engang strax derefter, da der altid var flere Formaliteter at iagttage, maa Cinthius allerede være kommen hjem fra den i Beretningen om St. Bernward omtalte Sendelse i Løbet af 1192, maaskee om Sommeren, og denne Sendelse falder saaledes sammen med den oven nævnte. Om han, da Paven tilskrev ham 31te December 1191, allerede var i Danmark, eller han selv fik Brevet med, er vanskeligt at sige. Men vist er det af alt dette, at hans Ophold i Norden falder i første Halvdeel af l192, og at han ei var i Norden 1194, saa at det heller ikke kan være ham, der menes med den Legat, Sverres Saga i dette Aar omtaler, se nedenfor.
