dums Dage havde havt fremfor Landets øvrige Indbyggere, ja maaskee endog udnævne en iblandt dem til Konge eller Landshøvding. Med Brevene fulgte tillige Foræringer. De fleste, til hvem Udsendingerne henvendte sig, laante et villigt Øre til disse Opfordringer, og gave endog Brev og Segl paa, at de vilde underkaste sig Valdemar, og at Erling, om han vovede at komme indenom Agdenes, ikke skulde slippe derfra med Livet. Med disse Breve og Hilsener droge de danske Sendebud sydover henimod Udgangen af Langefasten (1165).
Erling var om Høsten vendt tilbage til Bergen, hvor han tilbragte Vintren og i Kong Magnus’s Navn udbetalte Hirdmændene deres Sold. Henimod Vaaren, da der begyndte at komme Fragtskibe til Bergen fra det Throndhjemske, fortalte hans Venner ham, at de af Folk ombord paa disse Skibe havde hørt, at Thrønderne nu vare fiendtligt stemte mod ham, og lagde saa lidet Dølgsmaal paa deres Fiendskab, at de endog paa Thingene lode falde Trusler om at hevne Frederik Kønas Drab, og at det ikke skulde bekomme Erling vel at gjeste dem. Men Erling vilde ikke høre noget herom, og paastod at det maatte være Løgn og Opdigtelse. Han tilkjendegav, at han vilde drage syd til Gagndagething paa Onarheim og lod til den Ende Bøkesuden og en Femtensesse fuldstændigt udruste og bemande. Mandskabet knurrede herover, thi der blæste en haardnakket Søndenvind, mod hvilken de gruede for at ro, og de ytrede at Erling gjerne kunde have spart sig denne Rejse, da han intet havde paa Thinget at bestille. Uden at ænse dette, lod han Mandagen i Gagndagene (10de Mai) efter Messen blæse til Indskibning, under Straf paa Liv eller Lemmer for enhver af de indskrevne, der ej indfandt sig: han vilde nemlig, hed det, lægge ud fra Byen strax efter Noon. Der blev dog ej af nogen Udsejling førend Tirsdag Morgen tidligt. Da først var alt Mandskabet samlet og ordnet. De roede ud til Biskopshavn, en Fjerdingsvej nordenfor Bergen. Her sagde kan til sine Mænd: „jeg hører saa megen Knurr iblandt Eder, fordi I skulle ro mod Vinden. Sætter derfor Masten op, og lad os see, hvor hurtigt Snekken gaar under Sejl!“ Det skede, og nu gik Farten nordefter for strygende Medbør hele Tirsdagen og den paafølgende Onsdag (d. 12te), saa at de allerede om Natten mellem denne og Thorsdagen (Christi Himmelfartsdag) sejlede ind om Agdenes. Der traf de mange andre Fartøjer, større eller mindre, med Folk, der agtede sig ind til Byen for Festens Skyld. Blandt denne Mængde Sejl lagde man ikke synderligt Mærke til Langskibene, og Erling kom saaledes ganske uventet og ubemerket op i Elven, just som der blev sunget Ottesang oppe i Christkirken. Han fik snart Nys om, at Alf Rode ikke var i Kirken, men endnu sad hjemme og drak med fine Mænd. Did ilede han da først med en Skare Bevæbnede, kom aldeles uforvarende over Alf, og dræbte ham
