„for ingen Priis ville vi blive Danekongens Mænd, saa længe en eneste af os Vikverjer er i Live.“ Og dermed løb hele Thingalmuen op med Raab og Skrig, bad Erling at holde de Eder, han havde aflagt til hele Landets Folk, om at forsvare Sønnens Rige, og sagde at de alle heri vilde staa ham bi. Nu hævedes Thinget, og med denne Besked maatte de danske Sendebud drage tilbage. Herover opstod der, som venteligt var, stor Harme ved Kong Valdemars Hof. Der hørtes mange haarde Udladelser om Erling, saavel som om Nordmændene i Almindelighed. Det viste sig altid, sagde man, at de opførte sig slet, naar det kom til Stykket, og der gik Ord om, at Kongen til næste Aar selv vilde drage med en Hær til Norge, for at tugte dem. Hertil opfordredes han ogsaa paa det ivrigste af Sigurd Markusfostres fordrevne Tilhængere, der, som vi ovenfor have seet, havde taget deres Tilflugt til ham, da det viste sig, at Kong Karl ej kunde udrette noget for dem[1].
Valdemar behøvede neppe at overhænges af deres Bønner og Opfordringer, for at nære den største Lyst til at angribe Erling, men han fandt det nok ikke raadeligt at hjemsøge Nordmændene førend han underhaanden havde forvisset sig om, at Stemningen var saa gunstig for ham, som hine Flygtninger paastode. Han sendte derfor om Vintren 1164 nogle af fine Mænd,til Norge, for at undersøge Stemningen og bearbejde Gemytterne, fornemmelig i det Throndhjemske, hvor Erling, som Flygtningerne kunde fortælle ham, havde de fleste Modstandere. Udsendingerne viste sig naturligviis ikke i nogen offentlig Charakteer, men foregave kun at de droge Pilegrimsferd til St. Olafs Helligdom, hvilket i den Tid var sædvanligt over hele Norden. Men da de kom til Throndhjem, opsøgte de mange af de mægtigste Mænd, aabenbarede dem sit egentlige Erende, og bragte dem den Hilsen fra Danekongen, at hvis de vilde gjøre fælles Sag med ham, naar han kom til Landet, skulde han belønne dem med Penge og Forleninger. De fremlagde ogsaa Breve, udstedte af Kong Valdemar under hans Segl, hvori det hed, at han med det første vilde gjøre et Tog til Norge og underlægge sig Landet, hvilket han nu betragtede som sit Arvegods, men at han, hvis Thrønderne da vilde gjøre fælles Sag med ham, skulde gjengive dem den samme Anseelse, som de i for-
- ↑ Disse Flygtninger ere sandsynligviis de Nordmænd, der i stor Mængde (innumerabiles viri boni & honesti, Dani & Normanni) undertegnede, som Vidner et Gavebrev, Biskop Absalon omkring 1164 udstedte til Esrom Kloster. Særskilt nævnes af disse Anund og Finn med Følge (ego Anund et Fint frater meus, Normanni ambo, et homines nobis attinentes), af hvilke man ved Anund kunde tænke paa Høvdingen Anund Simonssøn, hvis han foruden sin i 1160 afdøde Broder Andreas endnu har havt en yngre Broder, Finn, hvilken Sagaerne ej omtale.
