Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/257

239

1193–1194. Øyeskeggerne i Bergen.

tren hen (1193–1194), uden at det lykkedes dem at indtage Borgen. Som et Beviis paa dens Forsvareres Agtpaagivenhed og Duelighed fortælles der, at en Helligdag i Begyndelsen af Langefasten, da Olaf Jarlsmaag lydde Messe i Olafskirken paa Bakkene, men stod udenfor ved Indgangen, med Haanden paa Dørstolpen, skød en af Birkebeinerne i Borgen efter ham med en Laasbue, og traf hans Haand saa godt, at Brodden stod fast i Stolpen. Men kunde Øyeskeggerne end ikke indtage Borgen, benyttede de dog Tiden til at underlægge sig samtlige Fylker lige til Stad, med alle kongelige Skatter og Skylder. Derved maatte de dele deres Styrke, idet nogle sendtes paa een, nogle paa en anden Kant, i de forskjellige Sysler, men de troede at det ej havde nogen Fare, da de ej ventede Kong Sverre førend langt ud paa Vaaren. Heri forregnede de sig dog. Sverre havde tilbragt Vintren i Throndhjem, hvert Øjeblik forberedt paa et Angreb af Øyeskeggerne, hvorfor han og havde forsterket sig med Ledingsfolk fra Herederne, der den hele Tid maatte ligge paa Vagt ude i Gildeskaalerne. Men da Langefasten kom, og man endnu ikke saa noget til Fienderne, besluttede Sverre at forekomme og overraske dem. Han sejlede derfor afsted med 20 Skibe, af hvilke ingen var større end Tyvesesser, men flere endog mindre, og skyndte sig saa, at Øyeskeggerne ikke fik mindste Nys derom, førend han ej havde langt til Byen. Dette var Dagen før Palmesøndag (2den April). Af Hovedanførerne var kun Hallkell Jonssøn og Olaf Jarlsmaag tilstede; de holdt strax Huusthing, og Olaf opfordrede de Tilstedeværende til at raadslaa om, hvad man skulde gjøre, siden man strax kunde vente et Angreb af Sverre: om de skulde oppebie dette Angreb, eller søge at undgaa det, da saa stor en Deel af deres Styrke var borte; Sigurd Jarlssøn var nemlig i Stavanger med syv Skibe, og Eystein Korp, en anden af deres Høvdinger, med tre Skibe i Sogn. Hallkell Jonssøn meente dog, at de havde Styrke nok til at vove et Slag med Sverre, naar de blot ikke fattedes Raad, eller Lykken aldeles var dem ugunstig. „Hidtil,“ sagde han, „har det forekommet mig, som om det især var Raadsnilhed, der manglede dem, der kæmpede mod Sverre; dersom vi nu vogte os, og ikke fare ubesindigt frem, ville vi nok vinde Sejr; men det gjelder ogsaa at vise Besindighed, ellers vil det neppe gaa os bedre end de øvrige.“ De fleste vare enige med Hallkell, og ytrede Lyst til at lade det komme til Slag. Dette blev da besluttet, man gik til Skibene, viggyrdlede dem og gjorde dem klare til Kampen, og lagde derpaa seent om Aftenen ud til Florevaag, hvor de bleve liggende om Natten. Samme Aften, efter Solens Nedgang, kom Sverre lige i Nærheden af Byen, Han lod sine Skibe ro ud til Gravdal, men begav sig selv paa en Skude ind til Byen, landede ude ved Holmen, og gik forbi Christkirken, hvor han fik høre at Biskop Paal just samme