hed traadt i Kejserens Tjeneste, hvorfra vi nogle Aar senere ville see ham vende tilbage som Kejserens Gesandt.
Uagtet Sverre viste sig nok saa forsonlig mod de danske Mænd, der havde staaet hans Fiender bi, saasnart han havde overbeviist sig om, at de havde ladet alle ufredelige Hensigter fare, og alene havde deres Hu henvendt paa at befordre Christendommens hellige Sag, var det dog, paa Grund af det spændte Forhold, hvori han ellers stod med Danerne, hos hvilke hans Fiender, som vi ville see, fremdeles fandt Tilhold og Medhold, uundgaaeligt, at ikke ogsaa han paa sin Side, naar Lejlighed dertil frembød sig, skulde øve Repressalier, om han end ikke – hvad Omstændighederne hverken tillode ham eller Kong Knut,– kom i ligesrem Krig med Danmark om Lenshøjheden tver Viken, hvilket Spørgsmaal hvilede indtil baade Knut og Sverre vare døde, og Knuts Efterfølger, den sejrrige Valdemar II, først fandt Tid og Lejlighed til atter at blande sig i de norske Anliggender. Kong Knut havde allerede længe været paa en spændt Fod med sin Frænde, den ærgjerrige og urolige Valdemar, Søn af Kong Knut Magnussøn, og Biskop i Slesvig. Valdemar havde i længere Tid bestyret Sønderjylland med megen Anseelse, og betragtede sig, som Kongeætling, uagtet sin gejstlige Værdighed, ligesaa nær til Tronfølgen efter Knut, – hvis denne, hvad det saa ud til, ingen mandlige Arvinger efterlod, – som Knuts Broder, Hertug Valdemar. Men da Knut efter dennes Myndigheds Erklæring og Udnævnelse til Hertug havde overdraget bane Bestyrelsen af Sønderjylland, hvilken i den senere Tid sædvanligviis den regjerende Konges Søn eller Broder havde plejet at fore, og som. Biskoppen hidtil kun havde forestaaet midlertidigt, saalænge Hertugen endnu var mindreaarig, blev hiin ej alene ærgerlig over at maatte fratræde denne Bestyrelse, men begyndte ogsaa snart at blive skinsyg over den Krigerhæder, hans unge Navne alt mere og mere indlagde sig, da det nu neppe stod til at betvivle, at denne, og ingen anden, vilde komme til at blive Knuts Efterfølger, hvorved hans egne Forhaabninger til Tronen ganske maatte gaa overstyr, hvis han ikke ad ulovlige Veje vilde tage sig til Rette. For en Mand med hans Ærgjerrighed og voldsomme Sind vakte dette dog ingen synderlige Betænkeligheder, og han begyndte derfor at nærme sig den tydske Kejser Henrik den 6te, der som alle Kejsere af det hohenstaufiske Huus, stod paa en meget spændt Fod med de danske Konger, Welfernes Venner. For Kejser Henrik var en Forbindelse med en dansk Tronprætendent meget kjærkommen, og man saa snart Beviis derpaa, da Valdemar ved Kejserens Indflydelse blev udvalgt (1191) til Erkebiskop i Bremen efter Hartvig,
