fremdeles holdt sig i Nidaros, som han end mere befæstede ved en ny Palissaderække hele Vejen langs Søen, og ligeledes ovenfor Byen.
Den følgende Vaar (1187) fornyede Jon sit Forsøg mod Nidaros, idet han atter viste sig udenfor Byen med en betydelig Flaade, og laa nogle Nætter ude ved Munkholmen. Men Befæstningen hindrede ham nu fra at kunne udrette noget, og efter at have afslaaet et Tilbud af Kong Sverre om at komme i Land og her levere ham et ordentligt Slag, vendte han tilbage igjen til Bergen. Endnu engang, ud paa Sommeren, gjorde han et Tog nordover med nogle Skuder, for at komme uventet over Sverre. Men Sverre drog Kuvlungerne imøde med en betydelig Styrke, og udenfor Stad vare de uheldige nok til at faa en Storm, der adsplittede deres Flaade, saa at alene fem Skuder kom ind til Anger, en Havn etsteds paa Søndmøre. Her traf Sverre dem med sin hele Flaade, hvoriblandt mange og store Skibe, og dræbte en Deel af Besætningen, de øvrige flygtede op i Landet. Heldigere var en anden Hob af Kuvlungerne, der traf et af Birkebeinernes Skibe, hvor Gjesten Atle Skalme var Befalingsmand; de dræbte ham og hver eneste Mand, som fandtes ombord. Strax efter kom Jon Kuvlung selv til, og flygtede sydefter, forfulgt af Sverre lige til Bergen, hvor han kun opholdt sig i kort Tid, og fortsatte Flugten langs Kysten for at komme tilbage til Viken. Kong Sverre sendte Ulf af Lauvnes og sin Halvbroder Hide efter dem med sex Skibe, mere for at holde Øje med deres Ferd, end for at kæmpe med dem. Men da Ulf og Hide kom til Rott, fandt de Kuvlungerne liggende der med 20 Skibe, og kunde ikke modstaa Lysten til at vove en Dyst. De roede lige ind i Havnen med Hærskrig, og Kuvlungerne, som troede at det var Sverre med hele sin Flaade, bleve forfærdede, forlode Havnen og skyndte sig sydefter alt hvad de kunde. Ulf og Hide toge to af deres Skuder, og dræbte hver eneste Mand af Besætningen[1]. I Forvirringen sejlede Kuvlungerne uden nogen Orden, hver for sig, som det faldt sig, og Jon Kuvlungs Skib var endog længe ganske ene, indtil de øvrige efterhaanden kom til. De standsede ikke førend de kom til Tunsberg, deres gamle Tilholdssted[2].
I denne Tid havde Erkebiskop Eystein, som det synes, holdt sig rolig i Nidaros, maaskee beskjeftiget med sine Bygge-Arbejder, for saa vidt
