Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/209

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
191
1184. Lagmænds-Embedernes Oprettelse.

mands-Embedets oprindelige Betydning i Norge. Uagtet man ved Oprettelsen deraf vistnok havde saavel den svenske Lagmands-Institution, som det islandske Lovsigemands-Embede for Øje, ja uagtet der vistnok allerede inden Norges Riges Omraade fandtes saavel en Lagmand – nemlig i Jemteland efter svensk Viis – som en Lovsigemand – nemlig paa Færøerne, var dog den norske Lagmands-Indretning, og maatte være væsentlig forskjellig fra dem begge. Om Lagmændene i Sverige er der allerede ovenfor talt[1], de udvalgtes ej af Kongen men valgtes af alle Bønderne[2], og deres Embede bestod ej alene i at forkynde Loven og dømme, men ogsaa, naar Kongen, Jarlen eller Biskoppen rejste gjennem Landet og holdt Thing med Bønderne, at svare og tale paa Bøndernes Vegne, som beskikkede Forsvarere af Folkets Rettigheder, hvorhos man finder, at de udøvede en temmelig udstrakt Politimyndighed[3], omtrent som Lendermændene i Norge. Alt dette gav dem stor Magt og politisk Betydning og man seer derfor ogsaa, at Lagmandsembederne i Sverrig attraaedes og beklædtes af de fornemste Mænd: saaledes ville vi i den Tidsperiode, hvortil vi nu ere komne, hyppigt finde Medlemmer af Folkunga-Ætten, den ypperste i Sverige næst de kongelige Ætter, som Lagmænd i Østergautland og Vestergautland. Lovsigemanden paa Island havde, som vi vide, intet med hvad der i vore Sagaer kaldes „at skifte Ret,“ eller umiddelbart at afgjøre Retstrætter mellem Mand og Mand: hans Embede bestod fornemmelig kun i at oplæse og foredrage Loven, og, som det synes, paa Forespørgsel at afgive Betænkning om, hvad der i hvert givet Tilfælde var Lov[4]. Lagmændene i Norge udnævntes derimod, som vi have seet, af Kongen; og deres Embede bestod netop i „at skifte Ret,“ det vil sige, at afgjøre Retstrætter[5]. Nu havde vel ikke Kongen selv nogen egentlig dømmende Myndighed, og kunde derfor heller ikke udøve nogen saadan gjennem andre,

    vi have tillejet (engageret) Lagmændene for vore Penge og Fædrenegods“ men dette gjengives mest passende saaledes som ovenfor.

  1. Se ovenfor I. 2. S. 555.
  2. Se ældre Vestgøtalag, Retl. B. Cap. 3 (Schlyters Udg. S. 37, 151): „Bondes Søn skal Lagmand være; derfor (d. e. for hans Valg) skulle alle Bønder raade med Guds Miskund“.
  3. Se Vestgøtalag, Lagmandsrække (S. 246) hvor der handles om Karle af Edsvær: „han spurgte nøje efter de Mænd som gjorde Lovspilde i vort Land, refsede enhver efter hans Gjerninger, og frelste sit Land for onde Mænd og Uskikke.
  4. Se herom Njaalssaga, Cap. 143. Jvfr ovenfor I. 2. S. 436.
  5. Nogen Oplæsning af Loven, som paa Island, synes aldrig at have paahvilet vore Lagmænd, imidlertid er det dog merkeligt, at deres Embede kaldes „lagsagn“ lige saavel som de svenske Lagmænd, der endnu kaldes saa.