vist vilde have været Tilfældet, dersom de havde været til, – nævnes de derimod efter den Tid hyppigt, saavel i Sagaerne som siden i Diplomerne. Ved det Rigsmøde, der holdtes i Bergen 1223 (hvorom der paa sit Sted udførligt vil blive Sum, ytrede Kong Haakon om Gunnar Grjonbak, Thrøndernes Lagmand, at „han var den ældste Lagmand i Landet, thi han tog ved Embedet i Kong Sverres og Erkebiskop Eysteins Dage;“ ligesom ogsaa Gunnar selv sagde, „at da Kong Sverre overdrog ham dette Embede, bød han ham at skifte Ret mellem Kotbønder, ej mellem Høvdinger[1]“. Alt dette viser paa den ene Side, at Institutionen ikke kan være yngre end 1188, i hvilket Aar Erkebiskop Eystein døde, medens det paa den anden, om end ikke udtrykkeligt, dog, i Forbindelse med den nys paapegede Omstændighed, at Lagmænd ikke tidligere omtales, temmelig utvetydigt giver at forstaa, at det var Sverre selv, som aller først gav disse Embedsmænd deres Instruktion, at Gunnar altsaa ej havde nogen Formand i Embedet, og at saaledes hans Udnævnelse dertil var samtidig med selve Institutionens Oprettelse. Vi kunne vel og deraf, at ved denne Lejlighed ikke Kong Magnus Erlingssøn, men alene Sverre og Erkebiskoppen nævnes, uddrage den Slutning at Institutionen først er oprettet efter Magnus’s Død eller i Tidsrummet mellem Aarene 1184 og 1188. Tidligere kan det ej have været, thi Sverre havde da endnu ikke Myndighed over hele Riget, og selv i Thrøndelagen har han neppe havt tilstrækkelig Rolighed til at beskjeftige sig med saadanne Anliggender, ej at tale om, at Erkebiskop Eystein, der efter det foranførte synes at have havt nogen Deel i denne Foranstaltning eller i det mindste givet sit Samtykke dertil, ikke var kommen tilbage fra England førend i 1183.
At Lagmands-Embedernes Oprettelse ene og alene udgik fra Kongen, og kun betragtedes som en administrativ Foranstaltning, hvorved der ej, som ved virkelige Lovgivningsforandringer, var Tale om Folkets Samtykke, kan man slutte saavel af Maaden, hvorpaa Embedet udøvedes, som af hvad der udtrykkeligt ytres i en senere af Kong Haakon Haakonssøn given Retterbod, hvor der er Tale om fleres Uvillighed til at efterkomme Lagmændenes Kjendelser: „vi troede dog i den Hensigt at have indsat Lagmændene og tildeelt dem deres Embedsindtægter af vort eget Gods og Fædrenearv, at enhver skulde kunne bringe sin Sag til Endskab efter den hellige Kong Olafs Lovgivning og Lagmændenes Kjendelser[2].“ Dette maa man vel merke sig, for ret at kunne forstaa Lag-
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 90, 91.
- ↑ Ældre Frostathingslov, Indledning, Cap. 16. Egentlig staar der kun: „at
ges eenstydigt med „lögmenn“, ligesom det er at merke, at paa det Sted i den vidtløftige Saga, hvor Eystein opfordrer „lögmenn“ til at fælde endelig Dom (S. 142), har Snorre i sit Uddrag (Cap. 26) „lögréttumenn.“
