være; han var en stor Elsker af Drik og af Kvinder, og yndede meget alle Slags Lege, da han gjorde sig til af sin Styrke og gjerne vilde være alles Mester i Legemsfærdigheder. Han klædte sig, som ovenfor omtalt, meget prægtigt og stadseligt, og satte maaskee saa meget mere Priis derpaa, som hans Fader havde holdt ham saa strengt i dette Stykke. Han var beleven i sin Tale, rundhaandet og dertil overflødig i sine Gaver. Lægger man nu hertil at han var tapper og vaabendjerv, saa indsees det let, at han besad en Mængde Egenskaber, der maatte gjøre ham ej alene til hans nærmeste Omgivelsers, men og i Almindelighed til Folkets Yndling. At han, som man tydeligt kan see, manglede den rette Klogskab og Modenhed til at redde sig ud af sin vanskelige Stilling, men desuagtet maaskee paa Grund af den Umyndighed, hvori Faderen havde holdt ham, viste en ikke ringe Grad af Paastaalighed mod ældre og erfarne Raadgivere, var Fejl, der ikke saa let faldt i Øjnene, og som desuden hans egne Venner vistnok dækkede til med Kjærligheds Kaabe. Det var, heder det i Sagaerne, et Beviis paa hans Yndest, at saa stor Skade man end havde af at følge ham, manglede han dog aldrig Folk til sin Hær, saa længe han levede; det samme viste sig endog senere, da der fremstod Mænd, som udgave sig for hans Sønner. Som medvirkende Aarsag hertil angives den Kjærlighed, Folket havde til Sigurd Jorsalafarers og hans Broder Eysteins Afkom, medens de derimod hadede Harald Gilles Æt, og kaldte ham den værste Sending, der nogensinde kom til Norge. Men dette forholdt sig dog ikke ganske saaledes: Kong Inge var jo ogsaa en Søn af Harald Gille, og dog overmaade yndet, endog af det Parti, der siden sluttede sig om Magnus, medens Olaf Ugæva, Eysteins Dattersøn, alene kunde skaffe sig et meget lidet Parti, hvilket for største Delen bestod af de samme Mænd, der senere fremstode som Birkebeiner. Den sande Aarsag til den overordentlige Hengivenhed, hvormed Magnus’s Parti eller Aristokrat-Partiet hang ved ham, var den klare Erkjendelse af, at nu gjaldt det at kæmpe til det yderste for Aristokratiet, og denne Erkjendelse bragte Aristokraterne, som vi i det følgende ville see, til at vedligeholde eller ideligen fornye Kampen endog efter Magnus’s Død, temmelig ligegyldige for, hvem de erkjendte som deres Høvding, naar de alene kunde faa Bugt med Sverre, hvis hele Tilværelse var grundet paa, og hvis hele System gik tid paa, en fuldkommen Tilintetgjørelse af de gamle aristokratiske Traditioner. Og det var desuden, som man noksom merker, egentlig kun Vikens og Gulathingslagens Folk og Høvdinger, eller Kong Inge Haraldssøns forrige Parti, der hang saa ivrigt ved ham. Thrønderne, endog deres Høvdinger, besjæledes endnu af Partiaanden fra Sigurd Munds og Eysteins Dage, og sluttede sig derfor saa gjerne om Sverre, saasnart det viste sig, at han baade havde Vilje og Evne til at overholde Lov og Ret. Krigen
