Jarl mod min Broder Kong Haakon og fældte ham; at Erling siden tog mine to Brødre og lod den ene hænge som en Kraakeunge, den anden henrette; endelig nu hvad jeg sidst omtalte, og hvad der seent kan glemmes, at vi have lidt saa megen Overlast og Nød, at vi helst havde ladet det Hele fare, hvis vi ikke ynkedes over vort Folk, eller hine herskede over det, der ingen Ret havde dertil. Nu er det befriet, men dog lønne I dette med et Fiendskab, hvortil man kun sjelden seer Magen. Nogle sige: Sverre er sejrsæl, Sverre er forstandig, men faa svarer man: hvad er det at undres over? Han har gjort nok for det, givet sig selv Djævelen i Vold. Nogle sige endog, at jeg er den skinbarlige Djævel, kommen lige fra Helvede, og sluppen løs i min Skikkelse. Men hvad ere I da selv, som maa lystre mig, andet end Djævelens Trælle, og saa meget ulykkeligere end andre Folk paa denne Jord, som I ej alene nu maa tjene ham, men dertil brænde med ham i den anden Verden? Har man hørt noget saa gyseligt dumt, at sige saadant om hvem det saa er, og aller meest om sin Konge, at han skulde have solgt sig til Djævelen? Nej, da var Sverre dum, om han vilde ofre saa meget for dette usle Rige, der ikke engang vilde være saa meget værdt, om han havde det i Fred, end sige nu, da han ej kan beholde det i Ro, at han for dets Skyld skulde forspilde sin Sjæls Salighed. Her forekommer det mig, som om jeg paa een Gang seer Kalve og Ulve tilsammen, og det kan hænde at I finde mit Sold noget storhullet. Mangen bøjer sig for den Haand, han ønskede var af, og kalder den Frænde, han nys kaldte Fiende. Kunde man nu skue ind i Hjertet paa hver den som staar her, og stod der et Horn ud af Panden paa hver den, der vil mig ilde, tror jeg nok at mangen En vilde komme til at gaa hornet herfra. Endog Barnet siger, naar det gaar ud og slaar en Steen paa en anden: „her burde Sverres Hoved være under!“ Saadant lære I Eders Børn. Endog hver usel Tjenestepige, som gaar ud af Stuen med Banketræ i Haanden, siger naar hun slaar det mod Hellen: „her burde Sverres Hoved være under.“ Men det kan nok hænde, at Sverre lige fuldt kommer til at dø Straadød. Og vider det alle I Kong Magnus’s Mænd, som have været tilstede ved dette Møde, at inden tre Solemerker skulle I være ude af Byen. Men alle vore Venner, der have indfundet sig her, have Guds Tak derfor[1]!“
Kong Magnus var ved sin Død, som han selv sagde, 28 Aar gammel eller i sit 28de, altsaa i sin fagreste Alder. Han var da, efter Beskrivelsen, temmelig høj af Væxt, smal i Midje, tætvoxen, særdeles velskabt, smuk af Ansigt, naar undtages at Munden var noget styg. Han var meget nedladende, spøgsom og overgiven, som unge Mennesker pleje at
- ↑ Sverres Saga Cap. 97, 99.
