ere end for rakt os sin hjelpende Haand. Vi kunne ikke tilkjende os Sejren anderledes, end at den fornemmelig skyldes Guds Vilje og hans Tilskikkelse. Til Gjengjeld skulle vi ogsaa takke ham, som det sig her og bor, i Ord og Gjerning. Dette skeer først og fremst ved at vi holde vort Løfte til alle dem, vi have skjenket Grid, dernæst, at vi komme de Saarede til Hjelp, og endelig at vi skaffe alle de Lig, vi finde, en christelig Begravelse. Jeg befaler paa det indstændigste alle mine Mænd, at de lede efter Ligene her ved Stranden, paa hvilken Maade og med hvilke Redskaber, Enhver veed eller kan anvende. Derved handler man ej alene Gud til Velbehag, men har endog selv Udsigt til at vinde Gods eller Guld, thi alle have vel havt noget Gods paa sig, enkelte endog meget. Nu formoder jeg dog, at vi endelig engang have faaet Herredømmet her i Landet, hvad enten vi store det vel eller ilde, og Gud være takket, hvis vi nu kunde være fredsommelige og retfærdige, thi derefter længes de fleste. Eder, mine Mænd, ønsker jeg Guds Len for Eders ufortrødne og kjærlige Bistand.
drog nu Tyrannen, ligesaa fræk som blodig, rundt omkring ligesom i Triumf, idet han viste sig som en ublid Herre for de ynkeligt undertrykte Bønder. Kongen, der efter at have holdt sig skjult atter kom frem og til sine Venner, begyndte efterhaanden at samle nye Kræfter, skaffe sig Hjelpetropper allevegne fra, og med større Varsomhed at forberede sig mod de fiendtlige Anslag. Endelig drog han med en ordentlig udrustet Hær mod Fienden. Saasnart hiin erfarede dette, og saa at Ynglingen, klog af tidligere Skade, nu gik forsigtigere til Verks, ligesom han og var ham overlegen i Skibe og Stridskræfter, tog han sin Tilflugt til Trolddom. Han havde nemlig hos sig en Djævelens Datter, mægtig i Hexeri, og med Rette at stille ved Siden af hiin Oldtidens Troldkvinde, om hvilken den herlige Digter siger (her følger et Citat af Virgils Æneide IV. v. 487–490). I forunderlig Tillid til sin sædvanlige Kunst spurte hun nu sin Ven Tyrannen, paa hvad Viis han ønskede at hans Fiende, der allerede var lige for hans Øjne, skulde forgaa. Da han valgte „ved Drukning,“ skede det pludselig ved Hjelp af Djævelen, – der formedelst sin Engle-Naturs Kraft formaar saa meget over Jordens Elementer, naar den højere Magt tillader det – at det rolige Hav aabnede sit Gab og i Fiendens Paasyn opslugte den største Deel af Kongens Flaade. Ved Synet heraf sagde den skjendige Prest: Seer, mine Venner, hvor virksomt Elementerne kjæmpe for os; passer nu paa, at ingen af dem undslipper, hvis visse Undergang Havet har overladt Eder at besørge, at det ej skulde synes, som om det havde alene gjort Alt sammen. Saaledes blev den øvrige Deel af den kongelige Hær, som desuden allerede var skrækslagen over Kammeraternes pludselige Undergang, let overvældet, og Kongen selv omkom.“ Fra Erling Jarls Død af er Beretningen, som man seer, meget kort og unøjagtig. Navnlig skjulte Magnus sig efter Kalvskind-Slaget ikke i noget nær liggende Nonnekloster, (her maa Bakke Kloster være meent), men drog lige til Bergen. Sandsynligviis har det foresvævet Fortælleren, at Magnus siden oftere havde sit Tilhold ved eller i Munkholmens Kloster, og dette har han forvexlet med hiint.
