Tidligt den næste Morgen (Løverdag d. 16de Juni) lod Kongen blæse til Huusthing. Her stod han op og talte saaledes: „Gud selv skulle vi takke for vor Sejr, thi han har nu i dette Slag meget tydeli-
varige Sædvane ligesom var blevet en Lov, søgte endelig Rigets Stormænd i deres fromme Iver at raade Bod derpaa, idet de lode en ny Konge højtidelig salve, indvie og krone, for at ingen efterdags skulde vove at lægge Haand paa Herrens Salvede. Hidtil havde endnu ingen der været indviet til Fyrste paa kirkelig Viis, men enhver, der i Spidsen for en Oprørsflok havde dræbt Kongen, tiltog sig netop derved den kongelige Magt og Værdighed, som han en føje Tid derefter igjen paa samme Viis maatte efterlade sin Drabsmand. Nogle have troet, at hiin Undladelse af Kroning havde sin Grund i christelig Eenfold, saasom nemlig ingen af de foregaaende Konger havde fortjent at krones. Saaledes, da Haakon, som havde fulgt efter den af ham fældede Kong Inge, var dræbt, og Tronen fandtes at tilkomme en Dreng ved Navn Magnus, Inges Frænde, lode Rigets forstandigste og mest anseede Mænd denne Dreng højtideligt indvie til Herrens Salvede, og krone. Derved troede de at have faaet en retlig beskikket Fyrste, og at den gamle Uskik var afskaffet. Men da samme Magnus allerede var bleven voxen, og med megen Dygtighed og Held havde regjeret i nogle Aar, saa at man allerede troede sig sikker mod alle Oprørs-Uroligheder, da var det, at Djævelens Ondskab indgav hiin Prest, som hans eget Redskab, at forstyrre det christne Folks Fred. Efterat han en Tidlang havde gjort Tjeneste i den hellige Orden, han i Kirken havde faaet, begyndte den højst forvovne og forslagne Mand med den ham egne Selvtillid at tragte efter Kongedømmet. Snart havde han gjennemrejst det hele Land, og var ikke seen til at udføre sin Plan; han famlede ved de listigste Kneb en stærk Hob af forvovne Røvere og slette Karle, hvormed han, søgende Skjuul og Værn i uvejsomme Ødemarker, foruroligede Kongen ved hyppige Overfald. Da Kongen forfulgte ham med en ordentlig Hær, tog han paa Skrømt Flugten, men lagde sig i Baghold ved et Pas, hvor han var godt kjendt: der overrumplede han den kongelige Hær og tilføjede den, indkneben som den var, et saadant Nederlag, at Kongen selv maatte skjule sig blandt de Faldnes Dynger, og med Nød og neppe undkom, da Fienderne droge bort. (Her sigtes, som man seer, til Slaget ved Hirtebro.) Ved dette Held steg hans Mod, og hans Kræfter tiltoge Dag for Dag, indtil han omsider endog fik sig en Flaade, med hvilken han saa sig i Stand til at herje paa flere Steder i Landet. Kongen bragte imidlertid sin Hær paa Fode igjen, udrustede en Flaade, og drog mod Fienden. Ved Efterretningen herom lod Sverre atter listigt, som om han flygtede, og begav sig ud paa det store Hav; da Kongen hørte det, troede han at Røveren virkelig var flygtet, og løb med Flaaden ind i en Havn. (Her sigtes til Undvigelsen 1179, se ovenfor S. 96.) Men da Hæren her, af Glæde over Fiendens Forjagelse, overlod sig til en fordærvelig Sikkerhed, kom Natten efter hiin forbandede Prest med sine Folk ind i Havnen, angreb de drukne og søvnige Krigere, og ødelagde med Møje saa godt som den hele Hær, hvoriblandt Kongens Fader og flere Stormænd. (Her, sigtes, som man seer, til Slaget paa Kalvskindet 1179, men Fremstillingen er ikke nøjagtig) Kongen skal, undkommen fra Blodbadet, have holdt sig skjuult i nogle Dage i et nær liggende Nonnekloster, og ved Guds Beskyttelse være undsluppen, uagtet Fienden søgte efter ham. Modig ved dette Fiendernes Uheld og Nederlag
