gerne foran sig med Raab og Hugg, og fældte en Mængde. Hele den flygtende Menneskemasse styrtede omsider ind paa de fire store Skibe, der ikke engang kunde rumme dem. Fra Skeggen, Magnus’s eget Skib, der laa nærmest Land, løb en heel Deel overbord; de tre øvrige, nemlig Orms, Asbjørns og Gjesternes, sank under den overvættes Mængde. Da Sverre, som hidtil havde maattet holde sig paa Land, saa den heldige Vending, Slaget havde taget, skyndte han sig med Peter ned til Baaden, for at ro ombord. I det samme kom en Skude roende til Land nær ved: man kunde i Hast ikke see, om det var Venner eller Fiender. Men Sverre raabte til dem: „vend om, thi nu flygte de!“ De gjorde saa, roede tilbage og toge strax Vejen udefter Fjorden. „Kjendte I disse Folk. Herre,“ spurte Peter, „eller hvorfor talte I saaledes til dem?“ „Var det da ikke,“ svarede Sverre, „det eneste, jeg kunde sige, ihvem det saa var?“ Han styrede nu lige til sit Skib, gik op i Løftingen, og istemte strax Kyrie eleíson, af Glæde over sin Sejr; de øvrige stemte i med ham. Imidlertid sprang Kong Magnus og hele Mandskabet paa hans Skib over Borde; de fleste, hvoriblandt Magnus selv, druknede, de, som kom til Land, bleve dræbte af en Deel Birkebeiner, der allerede stode færdige paa Fjæren til at modtage dem: kun meget faa undgik her Døden. Nogle Skuder undkom ved at ro ud af Fjorden. Birkebeinerne roede omkring paa Smaabaade, og dræbte mange Fiender, der søgte at redde sig ved Svømning; nogle fik ogsaa Grid, blandt dem alle de, der vare heldige nok til at treffe paa Kongen selv; ligeledes skaanede Skibsstyrerne deres Frænder og Venner.
Slaget havde taget sin Begyndelse om Eftermiddagen. Ved Soleglads Tid (omtr. Kl. 9) begyndte Striden for Alvor, ved Midnat var alt forbi, og Skibene fortøjede og tjeldede. Den Sejr, Sverre nu havde vundet, overtraf vist hans og hans Mænds dristigste Forventninger. De havde kjæmpet mod en næsten dobbelt Overmagt af tapre, krigskyndige og forbitrede Fiender, der allerede ansaa sig næsten visse paa Sejren; her fandt ingen Overrumpling Sted, heller ikke indtraf, som ved Nornes, noget uforudseet Tilfælde, der udbredte panisk Skræk blandt Fienden; men alligevel blev Enden paa Kampen den, at Fiendens Magt aldeles knustes, Kong Magnus faldt eller omkom med sine fornemste Høvdinger og en Mængde Folk, og alle hans Skibe enten sank eller erobredes. De Faldnes Antal angives til 2000[1], altsaa et større Antal end Birkebeinernes hele Hær. Af de faldne eller omkomne Høvdinger nævnes foruden Magnus den før omtalte Harald, Kong Inges Søn, Magnus Mange, Orm Kongsbroder og hans Søn Ivar Steig, Asbjørn Jonssøn fra
- ↑ Nemlig atten Hundreder, altsaa nøje beregnet 2160.
