er, plyndrede de alt hvad de kunde overkomme, og stak derefter Ild paa Byen, men af Folk traf de ingen. Sverre drejede selv ind i Norefjorden med 14 Skibe og lagde sig ved Sokndal. Dette var Onsdag Aften. Thorsdagen den 14de om Morgenen lod han blæse til Møde, og foreskrev nu sine Mænd, hvorledes de skulde bære sig ad. Paa hvert Skib skulde de dele sig i Hobe paa tre og tre; af hver Hob skulde der to gaa i Land, men den tredie blive tilbage og passe paa Skibene; de som gik i Land, skulde drage op igjennem Dalen, men meget varligen, især naar de kom i Nærheden af Skove eller andre Steder, hvor der kunde ligge Folk i Baghold; de kunde plyndre, hvor de vilde, men maatte ikke dræbe noget Menneske, uden dem, der forsøgte paa at overfalde dem. „Hvis da Bønderne“, sagde han, „forstikke sig for os, og ikke ville indgaa noget Forlig med os, skulle vi fare saaledes herfra, at de nok ikke skulle savne Bage-Ild eller Smedekul, hvor deres Gaarde nu staa: I skulle ikke lade saa meget som et Kot tilbage, men alene skaane Kirkerne, saavidt det lader sig gjøre. Farer nu kun frem paa Hærmænds Viis, nu da I have Lov, ja Besaling dertil; der er mange nok iblandt Eder, der fare frem som Voldsmænd, om jeg end forbyder det under Livs og Lemmers Tab.“ Derpaa lod han Merket rejse, og begav sig paa Marschen. Men hele Hoben styrtede efter, og da han skulde see sig om, var der kun faa tilbage paa Skibene. Han raabte da, at det slet ikke gik an, at alt Mandskabet gik fra Borde og lod Skibene øde, saa at den første den bedste Fiende imidlertid kunde komme og snappe dem bort, dertil havde deres Erobring kostet for megen Fare og Anstrengelse. Men Folket var saa hidsigt paa denne Plyndringsfart, at kun faa lode, som de hørte hvad Kongen sagde. Han maatte da selv forføje sig ned til Skibene, og lod dem for Sikkerheds Skyld lægge ud for Anker. Hele Thorsdagen og den følgende Nat vandrede Birkebeinerne op ad Dalen, og fandt hverken Folk eller Fæ, kun de tomme Huse. Endelig traf de en Mand, der sagde dem at alt Folk og Fæ var flygtet op paa Fjeld og Hejder. Fredag Morgen (15de Juni) ved Solopgang tiltraadte de da Tilbagetoget, fordelende sig i enkelte Flokke, der planmæssigt gik fra Gaard til Gaard og satte Ild paa ethvert Huus, begyndende fra det øverste af Dalen og fortsættende Ødelæggelsesverket efter som de kom ned over. Vinden var kun svag, og den stærke Røg lagde sig i en sammenhængende Masse over hele Dalen. Den sidste Gaard, Birkebeinerne brændte, var Stedje, hvor de dvælede meget længe, fordi Ilden vilde tage fat i Kirken, som de maatte beskytte med vaade Sejl[1]. Da Husene vare faldne ned, vendte alt Mandskabet tilbage til
- ↑ Kirken er sandsynligviis den samme, som endnu staar der, en ældgammel Stavekirke. Stedje Kirke er, som bekjendt, Hovedkirken i Sokndal.
