Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/171

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
153
1183. Sverres uformodede Tog til Bergen.

Alle fandt denne Plan særdeles god, og man sejlede saaledes sydefter forbi Stad. Her lod Kongen atter Skibene lægge sammen til Raadslagning, og ytrede at man nu vel gjorde rettest i at styre udenskjærs, og videre langs Kysten til Viken. „Vi kunne da“, sagde han, „om vi ville, see ind til Bergen, om der skulde være nogen Fangst at gjøre; vistnok er det ikke meget raadeligt, og jeg vil slet ikke opmuntre Eder saa særdeles ivrigt dertil, men jeg vilde dog ikke undlade at omtale det.“ Sverre behøvede dog kun at nævne det, og Birkebeinerne grebe det med største Iver; det var godt, meente de, om de kunde gjøre nogen Fangst hos Heklungerne, og forlangte intet heller, end at gjøre en Afstikker til Bergen. Saaledes havde Sverre opnaaet, hvad der den hele Tid havde været hans Plan, men hvad han ikke strax havde vovet at bringe paa Bane. Det gjaldt nu at bære sig forsigtigt ad, for at Heklungerne ej skulde faa mindste Nys om at de nærmede sig. Sverre lod derfor nogle af sine Skuder tage Vejen inden om Ulvesund, medens han selv fremdeles satte Kursen lige sydefter uden om Øerne. I Ulvesund stødte hine paa to af Heklungernes Skeider, der laa der paa Udkig, erobrede dem og dræbte de fleste af Besætningen, men skaanede nogle saa, for at spørge dem ud. Disse fortalte, at der laa tre andre Skuder paa Udkig i Langesund[1], og at der tillige var en Vete paa Haa-Øen eller rettere Haafjeldet[2] paa ydre Sulend, og en anden paa Fenring eller Askøen, hvorfra man kunde see saavel til hiin, som ind til Byen. De oplyste ligeledes, at hele Magnus’s Krigshær sov oppe i Byen, og nævnte endog i hvilken Gaard hver Høvding havde sit Nattekvarteer; der var ingen, sagde de, der havde den mindste Anelse om nogen Fare, og alle Skibene laa tjeldede ved Bryggerne. Med disse gode Efterretninger og de erobrede Skeider stødte de udsendte Mænd atter til Hovedflaaden, førend den endnu havde naaet Langøsund. Sverre lod nu en Deel af sine Mænd drage forud paa de to erobrede Skuder, med de dræbte og fangede Heklungers Skjolde bundne ved Stavnerne; da de kom

  1. Afskriverne af Sagaen have her aabenbart ikke vidst rigtig Rede med Hensyn til Navnet og Stedets Beliggenhed. Flatøbogen og Eirspenil nævner „Atløsund“, der maa være Sundet mellem Atleøen og Fastlandet, nu Granesund; en Kodex har „Aalø-Sund“, Kodex No. 327 qv. i den arnamagn. Samling har derimod „Laugjarsund“ eller rettere „Langjarsund“, „Langeyjarsund“, hvilket vel betegner Sundet mellem Langø og Olderkalven strax nordenfor Ytre-Sulend, og dette er aabenbart det Rette, thi deels siges det udtrykkeligt i Sagaen selv at det var søndenfor Drevøerne, som ligge et godt Stykke søndenfor Atleø, deels er det tydeligt, at Sverre umuligt kunde vove sig saa nær Fastlandet, som til Granesund, da man i saa Fald let kunde blive ham var, og melde hans Ankomst til Bergen. Langø ligger derimod netop saaledes, som Kursen antydes i Sagaen, lige ved Indløbet til Dalesundet.
  2. At Haafjeldet her maa være meent, godtgjøres paa det klareste af Munthe i Anm. til Aalls Snorre III. S. 59.