Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/161

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
143
1182. Magnus’s andet Overfald paa Nidaros.

for at komme des mere uvæntet, men han fik ofte Modvind og laa vejrfast i flere Havne, saa at han ikke kom til Throndhjem førend Løverdagen den 20de Februar[1]. Men desuagtet kom han ganske uvæntet, og Birkebeinernes Høvdinger maa saaledes vist have været utilgiveligt forsømmelige i at indhente Efterretninger. Da Magnus nærmede sig Byen, lod han en Afdeling af sine Mænd gjøre Landgang ude ved Borgen, en anden ved Øren, en tredie inde ved Bryggerne, og fra alle Kanter storme op i Byen: to Skuder sendte han over til Bakke, for at Mandskabet der kunde gaa i Land, og i al Hast løbe oven om Erlendshaugen og ned til Broen for at besætte denne[2]. Overrumplingen lykkedes fuldkommen. Birkebeinerne vare spredte rundt om i Byen, mange af dem i Bad; ingen anede nogen Fare. Baard Guthormssøn var den første, der merkede Uraad, og uden engang at gjøre mindste Mine til Forsvar fatte han med alle sine Mænd afsted til Broen, som han var heldig nok til at naa og slippe over førend Fienderne endnu havde besat den. Ottar Knerra og Helge Thorfinnssøn havde en Skude liggende ved Kongsgaardsbryggen, og løb ombord i den, for at komme over til den anden Side. Eyjulf Havlessøn var i Bad i Gaarden Grjot strax ved Korskirken[3], da han hørte et Barn sige: „her fare Heklungerne“; strax greb han sine Klæder i Fanget og løb ud af Gaardsledet forbi Kirken. Idet samme kom en heel Deel Heklunger udenfra op ad Gaden; han skyndte sig da op om Christkirkegaarden, men der mødte han en anden fiendtlig Trop, som var kommen i Land: han maatte derfor vende om og tage Vejen til Kongsbryggen. Her kom han med en Deel andre ud paa den nys nævnte Skude, og de satte strax fra Land, i det de droge Sverdene, holdt sine Buklere (mindre Skjolde) for sig, og for Resten værgede sig med hvad de forefandt. De vilde see til at komme over mellem Erlendshaugen og Skellinghellen[4], men som de nærmede sig den anden Side, stod Fartøjet med eet stille. Ingen kunde skjønne hvoraf det kom, nogle troede at der var kommen Hærfjeter[5] over dem, og at Døden var dem alle vis: da op-

  1. Eller som det i Sagaen heder, Løverdag i anden Uge af Langefasten. Da Paasken i 1182 faldt paa 28de Marts, bliver Fastelavns Søndag 7de Februar, og 2den Løverdag derefter den 20de.
  2. Erlendshaugen er, som man af andre Steder tydeligt kan see, den Højde, hvor Christiansteens Fort siden er anlagt.
  3. Korskirken laa omtrent paa Hjørnet af nuværende Kjøbmandsgade og Vestregade, altsaa ikke langt fra Kongsgaarden, der laa yderst mod Elven paa Nordsiden af nuværende Østregade.
  4. Altsaa nøjagtigt paa det Sted, hvor Broen nu er.
  5. Ved Hærfjeter (herfjötur) forstod vore Forfædre egentlig den paniske Skræk, der lammer enhver Muskel og hindrer enhver Bevægelse, eller, som man endnu hos os siger, „forfjetrer“ Mennesket. En saadan Skræk paakom stundom,