Sider dræbte eller fangede de alle de Mænd for hinanden, som de kunde faa fat paa. Da Erik Kongssøn kom med sit bedrøvelige Budskab, satte Sverre ham og hans Mænd haardt til Rette for deres daarlige Ferd, og sagde at de kun havde lagt lidet Vid for Dagen. Til Anmodningen om strax at komme til Throndhjem svarede han, at han ikke vilde fare efter de Fortællinger, Erik og hans Folk forebragte, siden de havde viist sig saa uvittige: han havde desuden nu engang belavet sig paa Julevejtsle der i Oslo med saa megen Besvær og Omkostning, at han ej kunde eller vilde bryde op derfra førend efter Julen; og derved blev det. Magnus tilbragte Julen, som det var bestemt, i Bergen. Her var han paa et hængende Haar kommen af Dage i et Slagsmaal mellem hans egne Mænd. Ved Julegjestebudet holdt han og Hirdmændene til i den store Hirdstue paa Kongsgaarden, Gjesterne derimod i den saakaldte Sunnivestue. De ærgrede sig over at de kun fik Øl at drikke, medens Hirdmændene fik Mjød, og femte Dag Juul (29de Decbr), da de vare meget drukne, grebe de endog til Vaaben, og stormede hen til Kongens Stue for at bryde ind. Da Kongen hørte dette, sprang han til Døren, for at standse dem. Hans Træl, Baard Skjold, løb foran ham ud i Forstuen, og blev strax dræbt[1]. Var Kongen kommen først, vilde vel dette være blevet hans Lod. Han vendte nu om igjen, og Hirdmændene sloge Døren i, men Gjesterne brøde den op. De Hirdmænd, som havde havt Vagt om Dagen, og som vare de eneste, der havde deres Vaaben tilstede, stillede sig nu foran Døren, og forsvarede den, medens de øvrige indenfor toge Stenene af Ovnene og kastede ud i Forstuen paa Gjesterne. Imidlertid havde Bymændene, saa vel som Magnus’s egne og Lendermændenes Huuskarle faaet Nys om Tumulten; de væbnede sig strax og ilede til Hirdstuen, som Gjesterne nu maatte forlade; men en heel Deel vare saarede. Morgenen efter lod Kongen de værste af Urostifterne gribe, og straffe med Tabet af Foden eller Haanden, men ingen dræbe[2].
Strax over Juul beredede Magnus sig til at udføre sin Trusel mod Thrønderne. Han bestemte sig til kun at medtage sin Hird og sit mest udsøgte Mandskab, tilsammen ikke fuldt 1000 Mand. Det kom nemlig mest an paa at overrumple Birkebeinerne. Udrustningerne medtoge en tre Ugers Tid, og han forlod Bergen strax efter Kyndelmesse (2den Februar 1182). Det var hans Hensigt at skynde sig saa meget som muligt,
