og han bad dem derfor at ytre deres Mening, om de vilde stride med den Styrke de havde, eller fly undaf og længer Nord i Landet. Hvad ham selv angik, da troede han, det var det daarligste, man kunde gjøre, at flygte. Aldrig havde de været værre farne, end efter Flugten ved Hattehammeren, indtil de sejrede ved Hirtebro. De havde allerede vendt Magnus Ryggen øster i Viken, og flygtede de anden Gang uden Sverdslag, vilde der efterdags kun staa liden Skræk af dem. Hertil svarede mange, at de vistnok havde mest Lyst til at flygte bort, men at de vilde finde sig i hvad Kongen bestemte; Mandskabet begyndte imidlertid at knurre over at de skulde kjæmpe mod saa stor Overmagt. Da sagde Sverre: „Med Guds og den hellige Olafs Vilje agter jeg nu at stride med Kong Magnus, og ikke lade mig længer jage langs Landet. Vistnok er der stor Folkemon, men saa ere og vore Skibe saa store og vel bemandede, at Heklungerne nok skulle komme til at mindes, hvorledes Birkebeinerne kunne faa Sverdene til at bide. Lad dem end prøve det samme som før ved vore Møder, at de maa vige tilbage. Vel ere de hvasse til at hugge ind i Begyndelsen, men saa holde de ikke ud i Længden. I derimod ere saa meget ihærdigere og ivrigere, som Faren er større og langvarigere. Det kan jeg og sige Eder, at i deres Hær er det vist anden hver een, som strax bliver bange, naar han seer Eder byde Trods; flere ville længes efter at komme paa Flugt, end gaa imod Eders Vaaben. Jeg har det visse Haab at vi sejre over dem, og I veed, at det sjelden har slaaet fejl, hvad jeg har forudsagt om Udfaldet af de Slag, vi have havt at bestaa. Nu, som før, sætte vi vor Lid til Gud og hans hellige Mænd, ej til Folketallet. Jeg henskyder min Sag til den almægtige Gud, den hellige Kong Olaf og den hellige Sunniva: jeg beder om at dette Møde mellem Kong Magnus og mig maa løbe saaledes af, som Gud veed at han eller jeg har Ret at fare med!“ Denne Tale vakte stort Bifald, og man raabte: „Tak, ædle Konge, for dine Ord; det har aldrig slaaet fejl, naar du har lovet os Sejr; den være Niding, som ikke vil stride og falde med Ære, hvis der ej er andet for, heller end at flygte med Angst og Rædsel.“ Kongen takkede dem for deres kjekke Svar, og gav Befaling til at ro ud mod Fienden; han vilde ikke at Skibene skulle tenges eller bindes sammen, men at enhver skulde lægge sit Skib frem, som han var Mand til. De roede frem foran Nordnes, og det varede ikke længe førend de saa Magnus’s Skibe komme frem om Hvarven og stevne hen mod Vaagen, idet de firede Sejlene ned saa hurtigt som muligt. Ogsaa Magnus lod nu blæse til Samtale, og ytrede følgende Ord: „Endelig see vi da Birkebeinernes Skibe, og Lykken er vel os nu saa gunstig at vi komme til at slaas med dem, skjønt de længe have ladet sig jage af os i Vaar. Jeg behøver neppe at egge Eder til at søge kjekt frem mod Birkebeinerne, da der er
