gen fylkede sit Mandskab ovenfor Allehelgenskirke, (et lidet Stykke sydvestenfor Olafskirken), og bad dem gaa djerveligt frem mod Bondehæren, der vilde blive saa meget værre faren, jo større den var. Birkebeinerne svarede alle paa een Gang, at den skulde faa en Ulykke, der ræddedes for Bønderne, istemte Hærskrig, og løb under heftige Raab ud paa Sletterne mod Bondehæren, der endnu ikke havde vovet sig saa langt, som til Byen. Det var just i Dagningen, og da Bønderne saa Kongens Merke højt i Vejret stevne imod dem, betoges de af Forfærdelse. Ingen vilde gaa først frem, den ene skød den anden for sig, og ved de første Spydkast fra Birkebeinerne vendte de Ryggen, og flygtede alt hvad de kunde. Birkebeinerne fulgte dem i Hælene lige til Stranden, huggende dem ned som Bofæ. Nogle af dem undkom til Skibene, men en hel Deel sprang i Vandet og druknede, andre, der kunde svømme, bleve tagne op og gjorte til Fanger. Da saaledes Bøndernes Hovedstyrke var aldeles slagen, vendte Sverre tilbage omkring Vaagsbunden og ind i Byen, for at gjøre det af med den anden Hob, der havde landet ved Christkirken; men allerede førend han kom saa langt, mødte han en heel Deel Bønder, der faldt ham til Fode og gave sig i hans Vold paa Naade og Unaade. Alle dem skjenkede han Livet. Det var nu lyst, og idet Kongen gik udefter Gaden, hilsede han de Kirker, han kom forbi, med Kys. De Bønder, der vare undkomne til Skibene, roede ud af Vaagen saa skyndsomt de kunde. Deres Anfører, Jon Kutiza, var bleven ombord den hele Tid, da han var gammel og tung paa Foden. De maatte selv tilstaa, at aldrig havde nogen saa mandsterk Hær gjort sine Sager daarligere. Siden maatte de ogsaa yderligere undgjelde derfor. Sverre gjorde nemlig kort derefter med endeel bemandede Skuder en Rejse ind i Hardanger og rundt om i Søndhordland, for at holde Straffedom over Indbyggerne, der maatte udrede store Bøder, førend de kunde opnaa Forlig. Vorserne og Nordhørderne stevnede han til sig; mange kom, og opnaaede Forlig paa samme Vilkaar, men en heel Deel flygtede øster til Viken, i den Tanke at Kong Magnus var der. Den Formodning ligger temmelig nær, at hele dette pludselige Anfald paa Sverre har været aftalt ved hemmelige Budsendinger mellem Magnus eller hans Mænd i Viken og Jon, og at det kun skulde være en Forløber for det Hovedangreb, der nu var i Gjære. Om disse Forberedelser kunde Sverre neppe være uvidende, thi hvis man skal tro hans egne Ord, stod han nu i hemmelig Brevvexling med de fleste af Kong Magnus’s Lendermænd, der skulle have tilbudt ham deres Hyldest og Venskab, hvis han skjenkede dem Grid. Idet mindste sagde han ikke længe efter til sine Mænd: „nu har jeg alle Kong Magnus’s Lendermænds Troskab i min Lomme, Nikolas Kuvungs alene undtagen“, dermed meente han, at han havde Breve fra dem af oven anførte Indhold. Det var i sig selv ikke
